Kvinder med udenlandsk baggrund hjælper sig selv
Frivillige forklarer om lokalsamfundet, og hvordan det fungerer
Hvordan smører man en ordentlig madpakke? Hvordan bruger man forældreintra? Og hvad foregår der egentlig til en skole-hjem-samtale?
For kvinder med udenlandsk baggrund kan det være svært at forstå det danske samfund og finde rundt i det kommunale system.
Sådan var det for Fatuma Osman Abdi med somalisk baggrund, da hun kom til Danmark fra Kenya for 20 år siden. Og derfor glæder det hende, at hun som bydelsmor kan støtte kvinder i samme situation.
”Jeg fik ingen hjælp, da jeg kom hertil. Det var svært, og jeg var ensom. Derfor er det godt, at jeg nu kan hjælpe andre i samme situation,” fortæller hun i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Bydelsmødre er frivillige kvinder, som støtter andre kvinder, deres børn og familier. Det gør de ved at tale med dem om de emner og problemer, der optager dem. Og ved at bygge bro mellem kvinderne og lokalsamfundet. For eksempel ved at fortælle dem om kommunens tilbud og foreningslivet. Eller hjælpe dem med at oversætte breve fra kommunen eller gå med dem til møder i daginstitutionen.
Alle bydelsmødre gennemgår desuden en uddannelse, hvor de får undervisning i emner som familieliv, sundhed, kost og det danske samfund. Der er 25 bydelsmødre i Skanderborg Kommune.
Fatuma Osman Abdi har været bydelsmor siden 2011, hvor det første hold bydelsmødre i Skanderborg Kommune blev uddannet. I dag er hun forkvinde for foreningen Bydelsmødre i Skanderborg, der blev stiftet i 2015. Bestyrelsen mødes en gang om måneden og planlægger aktiviteter for alle bydelsmødrene som eksempelvis udflugt til Folketinget, et krisecenter for kvinder og kvindemuseet i Aarhus.
Foreningen har informationsmøde 27. september kl. 17.00 – 19.00 om bydelsmødrene i Skanderborg.
Det foregår i Børnehaven Regnbuen, Poul La Cours vej 100, 8660 Skanderborg.
Den 3. september begynder bydelsmødre-uddannelsen. Den varer 14 uger og foregår torsdag aften kl. 17.00-20.00