Fortsæt til indhold

AffaldVarme klar med nye tilbud til byens skoler

Interessen for AffaldVarmes besøgstilbud er stigende i disse år

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Besøgstjenesten ved AffaldVarme Aarhus er i rivende udvikling. Besøgstallet er stigende. Nye skoletilbud kommer til, og udvikling af undervisningsprojekter får ekstern støtte.
”Vi har travlt i Besøgstjenesten hos AffaldVarme Aarhus. I første halvår af 2015 har vi haft 217 arrangementer og cirka 4.600 besøgende, som alle har lært en masse om affald, genbrug og ressourcer, og om fjernvarmen i Aarhus og hvordan den snart er grøn”, fortæller besøgsleder Hanne Rasmussen i en pressemeddelelse.
AffaldVarme Aarhus har oplevet en stigende besøgsaktivitet gennem de sidste fem år, hvor besøgstallet er mere end fordoblet, så der i 2014 var 7.400 personer, som besøgte en af tjenestens steder.

Skoler på besøg

Besøgstjenesten imødekommer nu den store interesse hos især skoler og gymnasier i Aarhus Kommune med tre helt nye tilbud i det nye skoleår. Alle har de et naturvidenskabeligt og et samfundsrelateret udgangspunkt.

”Vi skal sammen med Egaa Gymnasium og Aarhus Katedralskole lave naturvidenskabelige grundforløb, hvor eleverne bliver sat ind i Aarhus Kommunes initiativer i klimavarmeplanen og de politiske beslutninger bag”, fortæller Hanne Rasmussen i en pressemeddelelse.

Affald, varme og genbrug

Efter introduktionen til klimavarmeplanen kommer eleverne en tur i VarmeLab, hvor de ved hjælp af en varmeveksler skal lave varmt vand til bruseren, få effektiviseret gulvvarmen og arbejde på en energicykel.

På ReUse, Aarhus Kommunes eksperimenterende genbrugsstation, kommer elever på 4.-7. klassetrin gennem et innovativt forløb fra sjove ideer til en konkret plan for at gøre affald til nye brugbare produkter.
Hjemme på skolen færdiggør eleverne deres nye genbrugsprodukt.

Tilbuddet er udviklet sammen med VIA Læreruddannelsen i Aarhus, og projektet er støttet med 100.000 kroner fra Undervisningsministeriets udlodningsmidler.