Fortsæt til indhold

Der er turister i stjerner

Lokalavisen Aarhus har spurgt madanmelder Tage Clausen, byens borgmester, turistchef samt uddannelseschefen på Center for mad og gastronomi på AarhusTech om en kommentar til Aarhus' tre Michelin-stjerner

Samfund
Af Christina S. Johansen
Peer H. Kristensen, turistchef i Aarhus: Det er så flot med så stor anerkendelse. Det er et bevis, som bekræfter det, som vi har sagt i flere år: Aarhus har et højt gastronomisk niveau! Jeg var blevet meget skuffet, hvis ikke Frederikshøj fik en stjerne, men at byen har fået tre, gør historien om Aarhus endnu mere troværdig. Og det er der turister i! Når vi eksempelvis forhandler med krydstogterne, fortæller vi historien om Aarhus som en super mad-by. Der er vi før blevet mødt med: “Men har I Michelin-stjerner at underbygge det med?” Og det har vi så nu.
Inger Petersen, uddannelseschef, Center for mad og gastronomi, AarhusTech: Jeg håber, det får indflydelse på antallet af elever på kokke-uddannelsen, selvom det allerede er en meget populær uddannelse. Den megen omtale af faget bør smitte af.
Tage Clausen, madanmelder på Morgenavisen Jyllands-Posten: Det er ikke den store overraskelse. Wassim Hallal fra Restaurant Frederikhøj ville vist have brug for psykologisk krisehjælp, hvis ikke han fik stjernen nu. Substans overrasker dog lidt. Jeg mener, den er lige i underkanten af de andre to. Gastromé er ganske ny, så denne stjerne er meget flot. Generelt mener jeg dog, at Michelin-guiden er stærkt overvurderet og alt for hypet.
Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus: Det er en rigtig god dag for Aarhus. Nu står byen endnu tydeligere på det gastronomiske verdenskort, og det vil uden tvivl være med til at trække flere turrister til byen. Erfaringer andre steder fra viser, at Michelin-stjerner har en positiv effekt på antallet af besøgende, som gerne kommer langvejsfra.