Fortsæt til indhold

“Man skal virkelig mærke efter, om man er klar til sex”

Bakkegårdsskolen i Trige deltog i sidste uge i Uge Sex med fokus på sex og sundhed

Samfund
Christina S. Johansen

Der var forbavsende få røde, blussende kinder, da 7.b fra Bakkegårdsskolen i Trige i sidste uge havde seksualundervisning i forbindelse med Uge Sex - en seksualundervisnings-kampagne, som hvert år arrangeres af Sex & Samfund.
I stedet gik eleverne ind i diskussioner om seksuelle-dilemmaer med krum hals, og flamingo-tissemænd, kondomer, p-piller og alt muligt andet relateret til sex bragte dem heller ikke ud af kurs.
“Det er ikke pinligt, men mere bare spændende. Og så er det vigtigt, at vi lærer, hvad sex er for noget - for eksempel med hensyn til sex-sygdomme og overgreb,” siger 13-årige Parika Javadian.
Det er drengene enige i.
“Vi har lært, hvad vi skal passe på med i forhold til overgreb. Sådan at vi ikke bliver beskyldt for det,” siger Vithursan Uthayankumar.

Åbenhed om sex

Uge Sex henvender sig hvert år i uge seks til børn og unge i skoler og på ungdomsuddannelser over hele landet. Over 325.000 elever er i år med i tiltaget.
På Bakkegårdsskolen havde de tilmeldte elever fokus på sex og sundhed hele ugen.
Snakker I med jeres venner og veninder om sex?
“Vi snakker da om, hvor gamle vi vil være, når vi har sex første gang - og hvem det skulle være, hvis det var én fra klassen,” siger Bettina Jensen, og Parika nikker med et smil, mens drengene er mere tavse.
“Vi snakker måske om, hvem vi synes, der ser mest lækker ud,” siger Christian Visti Lyth.
“Men vi tænker altså ikke hele tiden på sex, sex sex,” siger Vithursan Uthayankumar og griner.

Du skal stole på personen

Hvornår er det rigtige tidspunkt for at have sex første gang?
“Når man er klar! Det er helt op til én selv. Hvis du er 27 og ikke føler dig klar, skal du lade være. Er du 15 år og føler dig klar, så kan du godt gøre det,” siger Parika Javadian.
“Det skal være med én, som du holder meget af og stoler på, så du ved, personen ikke bare gør det med dig for at gøre det,” siger Battina Jensen.
“Og så skal hun være lækker,” gentager Christian Visti Lyth.
“Man skal tænke sig godt om og virkelig mærke efter, om man er klar og moden til det,” fortsætter Parika Javadian.

“Det sker, når det sker”

Hvad tænker I ellers om jeres egen første gang?
“Jeg vil nok være nervøs for at vise mig på den måde foran en anden for første gang,” siger Bettina Jensen og Parika Javadian fortsætter:
“Og jeg vil være nervøs for at gøre noget forkert!”
Det nikker drengene samstemte til.
Men de fire elever fra 7.b, som har været modige nok til at snakke om sex med Lokalavisen, har ikke travlt med at få den første gang overstået:
“Det sker, når det sker!”