“Jeg har mine egne holdninger”

Blandt stakkevis af bøger, tidsskrifter og noter sidder sognepræst Kirsten Diemer på kontoret i præsteboligen på Thujavej i et virke, hun kun bestrider i ganske kort tid endnu og smiler venligt.
31. august fylder hun 70 år, og den fødselsdag bliver afslutningen på en æra for sognepræsten, der har prædiket i Ølstykke i hele 35 år.
Det var ellers ikke præstegerningen, det fyldte i Kirsten Diemers fremtidsdrømme, imens studierne i engelsk og kristendomskundskab ved universitetet i Købehavn blev færdiggjort. Den unge kvinde ville være lærer, og hun startede derfor i 1973 som adjunkt på Ballerup Gymnasium, men det var en tid, hvor kristendommen havde trange kår, husker sognepræsten og fortæller:
“Selv ens lærerkolleger synes, det var latterligt, salmesang og salmer i det hele taget, alt med tro var latterligt. Kolleger og elever var for så vidt søde nok, men nej, det var ikke nemt.”
Men Kirsten Diemer er ikke en kvinde, der så let lader sig slå ud.
Alene hendes valg af studie dengang, mens 68'er opgøret rasede, stak i den grad ud fra mængden.
“Jeg har simpelthen haft mine egne holdninger, og det har jeg holdt fast i,” siger Kirsten Diemer, der for første gang overvejede en profession som præst, da hun under en featureuge som underviser på gymnasiet havde sine elever med ud og besøge en præst.
“Der sad jeg og tænkte, “det lyder da godt”, da præsten fortalte om sit arbejde.”
Hun tog derfor efterfølgende en såkaldt paragraf 2 eksamen, der gjorde hende i stand til at blive præst.

Den særlige dåb

Åbningen til præsteembedet kom i 1980, da den ene af de to daværende præst i Ølstykke forlod sognet. Kirsten Diemer blev hans afløser, og kvinden med de stålfaste holdninger har siddet på posten lige siden.
Hvad har du holdt mest af i din tid som præst?
“Dåbsbesøg og dåb i det hele taget. Jeg har i mange år taget ud til folk og besøgt dem i hjemmet, fordi jeg fandt ud af, at det er mere afstressende end at sidde her og sige det samme til den ene dåbsforberedelse efter den anden. Også selve dåbshandlingen er noget særligt, det er nogle utrolige ord, vi må sige. Nu har det barn tilgivelse på forhånd. ”

Ungdomsoprøret

Selv er Kirsten Diemer både opvokset i et hjem med traditioner og med familien Diemer som fast inventar i kirkerne på Falster og Lolland hver søndag.
I barnsdomshjemmet med faren, der var frugtavler, og moderen, som var kontoruddannet, var det naturligt ikke alene at efterleve den kristne tro, men også at tale om den.
“Min mor og jeg diskuterede evigt liv hver dag i adskillige år, og vi var ikke enige,” siger Kirsten Diemer og fortæller at hun som 14-15-årig tog diskussionen et skridt videre, da hun udvidede sin horisont med tekster, som forældrene absolut ikke brød sig om .
Den snart 70-årige sognepræst rejser sig fra stolen og hiver en af de mange bøger ned fra hylden i kontoret. Det er en bog af P.G. Lindhardt, en dansk teologiprofessor, der bl.a. gjorde op med visse forestillinger om det evige liv efter døden, som den unge Kirsten Diemer studerede grundigt.
“Det var noget forfærdeligt noget at læse i det hjem, jeg var vokset op i. Han var noget sarkastisk overfor den type mennesker mine forældre var, men jeg synes jo, at han var god. Jeg læste højt, når mine forældre havde gæster, det var ikke pænt,” griner Kirsten Diemer og siger:
“Jeg troede på min måde, bare ikke på mors og fars måde.”
Og den tro har du så holdt fast i lige siden?
“Ja, selvfølgelig.”
Har du nogensinde tvivlet på din tro?
“Det vil nok være forkert at sige fuldstændig klart nej. Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft det meget skidt, hvor det har været svært, men jeg er i hvert fald fast troende. Man kan ikke vente som kristen, at tingene går nemt, og det kan jo ikke nytte, at hvis man selv mister nogen, så gider man ikke være med mere.
Hvordan har du kunnet holde til alt den sorg, du har været vidne til som præst?
“Det skal jeg bare kunne klare, og det har jeg også kunnet. Jeg skal give dem, der står i en svær situation, et håb,”
Har du ind i mellem haft svært ved at holde tårerne tilbage?
“Ja. Jeg er blevet bedre til det. Jeg husker mere de første år, hvor det kunne være svært. Jeg har en bøn kørende i hovedet hele tiden, hvis det har været rigtig galt, for jeg skal være lidt væk fra det og dem, der sidder og græder. Men det er ikke nogen katastrofe, hvis de kan høre, at præsten også synes, det er en grim situation, men jeg stræber meget efter, at jeg skal være klar i mælet.”

Udfordringen

Klar i mælet er Kirsten Diemer også, når hun udpeger kristendommens største konkurrent i dag som buddhismen.
“Mindfullness fx. det dyrkes efterhånden, og det er jo en form for buddhisme. Tankegangen går sammen med firmaernes ide om, at nu skal du være dedikeret og arbejde, og hvis du stresser, jamen så tager du dig bare lige en meditationspause, så kan du igen. Buddhismen passer til det moderne samfund og den moderne mands tro på, at man selv kan styre sin skæbne.
Hvad skal kristendomme gøre for at overleve?
“Vi er nødt til at holde fast i det traditionelle. Den dag vi hopper rundt med guitar hver eneste gang, vi viser os og laver hopsasa og så videre, så tror jeg, at vi får smidt de gamle ud, og jeg tror heller ikke, at vi får ungdommen til at flokkes. Jeg mener, det skal være genkendeligt, det vi laver i kirken.”
Selv synes Kirsten Diemer aldrig, at hun har manglet menighed i sin kirke.
“Og med den opvækst jeg har haft, så er jeg jo hærdet. Jeg ved godt, at hvis der sidder 15 eller 25, så er det bare fint.”
Snart kan den mangeårige sognepræst overlade tanker om sogn og menighed til andre og i stedet nyde at få ekstra tid til fordybelse - Og Kirsten Diemer ved godt, hvad den megen fritid skal bruges på.
Hun viser endnu en bog frem, denne gang om apostlen Paulus, og fortæller med passion om diskussionen om mennesket som værende helliggjort og uden synd - en tese præsten fra Ølstykke meget gerne vil modbevise, og det ville ikke overraske, hvis den tros- og meningsstærke kvinde skulle lykkes med det mål.