Mød den Lille Humlebille
Global opvarmning sender nye insekter til Danmark. Blandt andet humlebiller
Én sommer kalder vi god, en anden dårlig - det afhænger af, om det var godt vejr i ferien! Men den globale opvarmning er over os, og millioner af dyr og planter, som er mere fintfølende end vi mennesker, er i gang med at tilpasse sig nye betingelser. Nogle arter forsvinder fra Danmark, og nye kommer til sydfra.
En af de nye er Lille Humlebille - den på fotoet fandt jeg i julisidste år på Fælleden. Men det siges, at den først er set nær banegården. Kunne den være rejst med et tog sydfra? Eller er den fløjet her til på egne vinger? Den var så venlig at blive siddende, til jeg var færdig med at fotografere, men så fløj den sin vej.
Som nyindvandret siden 1998 er den endnu sjælden i Danmark. Men den er efterhånden kendt fra en del steder i de sydøstlige dele af landet, og det er det almindelige mønster for nyindvandrede insekter. Den er nu på sin nordgrænse hos os og synes på vej videre.
Dens larver udvikler sig over to-tre år i trøsket, soleksponeret træ. Den slags træ er vigtigt for flere af vores billearter. Det er derfor, vi skal lade mange af de udgåede og faldne træer ligge i fred.
Find den i juni til august på varme, åbne steder som på bakkesider med overdrev.