Kokkeelev fra Tilst finalist i stor konkurrence
Daniel Christensen har kvalificeret sig til finalen i stor kokke-konkurrence
Tilst-drengen Daniel Christensen har kvalificeret sig til finalen i kokkekonkurrencen 'FastFood&FineDining', der løber af stablen på Københavns Hovedbanegård 13. maj.
Her stiller Daniel Christensen op mod to andre kokketalenter i en konkurrence, som handler om at skabe den mest innovative og velsmagende ret af råvarer, der til dagligt anvendes i retterne hos burger-kæden McDonald's.
Daniel Christensen er elev på Hotel- og Restaurantskolen i Valby, hvor han er på sit andet hovedforløb. Derudover er han til daglig i lære på en af Københavns fineste restauranter.
Det er McDonald's og Hotel- og Restaurantskolen, der står bag konkurrencen, som skal være med til at inspirere og udfordre danskernes syn på fastfood og de råvarer, som McDonald's bruger.
I semifinalen lavede Daniel en fiskeret, som han også skal imponere de rejsende med på finaledagen. Deltagerne kan frit vælge mellem en lang liste af råvarer som bacon, tomater, oksekødsbøffer og en lang række af saucer og dip og har fået frie hænder til at udvikle de opskrifter, som de stiller op med. Deltagerne skal holde sig til de råvarer, som man finder på McDonald's ingrediensliste, men må gerne anvende krydderier, som ikke er at finde på listen.
Til semifinalen, der blev holdt 4. maj på Hotel- og Restaurantskolen, blev de tre finalister udvalgt af et dommerpanel bestående af TV-kok Claus Holm, madbloggerne Ditte Ingemann og Brian Lambæk fra henholdsvis thefoodclub.dk og gastromand.dk, underviser i gastronomi på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdal og direktør i McDonald's Danmark, Joachim Knudsen.