Kampagne og politi på skolevejene
Skolestart og politi hører sammen, også i Sønderborg kommune, som er med i den landsdækkende kampagne 'Pas på de små i trafikken'
I de kommende uger siger kommunens skoler igen velkommen til mange nye og spændte skolebørn. I hele Danmark drejer det sig om næsten 65.000. Alene i Sønderborg kommune starter 900 børn i 0. klasse. Derfor er kommunen med i den landsdækkende kampagne 'Pas på de små i trafikken'. Kampagnen skal sammen med ekstra politiindsats minde trafikanterne om at passe godt på de nye skolebørn i trafikken.
De små i trafikken
"Det kan være svært at bevare overblikket, når man kun er fem eller seks år og skal over en skolevej, hvor trafikanterne kører forbi i høj fart. Samtidig er der meget nyt som børnene først skal til at lære i trafikken. Som kommune tager vi del i det store ansvar med, at hjælpe de nye skolebørn og forebygge trafikulykker ved vores skoler," siger Pia Duus Møhl i Sønderborg kommune.
Politiet vil fra den 10. august til den 30. august sætte ind med ekstra kontrol ved mange af landets skoler for blandt andet at få bilisterne til at lette foden fra speederen. Sidste år stoppede politiet næsten 4.600 bilister, der kørte for stærkt på skolevejene. Derudover var der 193, der ikke havde spændt deres børn fast i bilen, og 146 der talte i håndholdt mobil.
Derfor opfordrer Politiet, Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne alle bilister til at sætte farten ned og vise ekstra hensyn, når de møder de små i trafikken. Det er også vigtigt, at vise hensyn til de andre trafikanter og respektere skolens regler for færdsel omkring skolerne og skolepatruljernes arbejde. Som forældre er det vigtigt at være et godt forbillede og vise børnene, hvordan man færdes i trafikken som cyklist eller fodgænger.
Fakta
Den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken” kører fra den 3. til den 30. august. Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, kommunerne i Danmark og TrygFonden. Derudover bakker politiet op om kampagnen med kontrol på skolevejene.
Kampagnens formål er at få især bilisterne til at vise hensyn til de små trafikanter og at få forældrene til at træne skolevejen med deres børn. Derfor får alle forældre en folder, der nemt og enkelt viser, hvordan man kan træne med sit barn og give barnet en trafiksikker viden med i skoletasken.
Store plakater ved skolerne skal minde bilisterne om, at de skal passe på de nye elever. Lærerne udleverer ved skolestart et opgavehæfte til 0. klasserne med trafikopgaver, hvor klasserne kan deltage i konkurrencen om en præmie fra kommunen. Konkurrencen starter den 10. august og løber til den 24. september.