Fortsæt til indhold

Elevtallene kræver nyt skolehjem på DjH

Det bliver et byggeri til over 33 millioner med 108 nye sengepladser og spændende ombygninger

Samfund
Erling Baastrup

Gennem det sidste år har forberedelserne til den nu besluttede udvidelse af skolehjem stået på. I 2012 havde DjH 710 årselever og i 2015 nås 860, hvilket er en stigning på 20 % på tre år fordelt på alle uddannelsesområder.

Spadestik tages her i august, og byggeriet forventes at vare et år. Byggeriet er på godt 2.300 kvadratmeter.

Siddetrappe og balkon.

Fokuserede og engagerede

”Vi glæder os selvfølgelig over det markant stigende elevtal, og at så mange virksomheder og unge vælger DjH som deres uddannelsessted. Vi oplever de unge som værende meget engagerede og med stor fokus på faglig kvalitet og stolthed. Her er kostskolen med de udvidede læringsrammer et plus, som eleverne sætter stor pris på,” siger direktør Henrik Øelund.

Direktør for DjH, Henrik Øelund

Uddannelseslokaler

Allerede i december 2014 besluttede DjH's bestyrelse at begynde planlægningen af det nye byggeri. Der blev endvidere på samme tidspunkt indgået aftale med Favrskov Kommune om køb af nabogrund, så der efterfølgende også kan blive plads til nye uddannelseslokaler.

Ud over de nye værelser kommer der cafeområde i fritlagt kælderniveau og to fællesstuer på henholdsvis 1. og 2. sal. Der etableres nyt udemiljø på begge sider af det ny skolehjem, så fællesarealerne fremstår transparente. Det visuelle udtryk er vægtet højt, især når man kommer fra Skovvejssiden.

Der sker også renovering af de gamle baderum i det nuværende skolehjem på Skovvej, så der efterfølgende her er 16 komplette bad og toiletrum.