Fortsæt til indhold

Maskerøver skyldte penge væk

Maskerøveren og chaufføren har fået straksdomme

Samfund
Jeppe Rafn

Maskerøveren, der mandag begik røverier mod to kiosker i Horsens, skyldte penge væk. Og det var på grund af gælden, at han med hjælp fra en kammerat begik røverierne, oplyser anklagerfuldmægtig ved Sydøstjyllands Politi, Jesper Rubow.
“Der er tale om unge mænd med gode vilkår og uden betydelige forstraffe, der i et øjebliks pengenød laver noget lort, som er alvorligt for dem, det går ud over,” siger anklageren til Lokalavisen.
De to mænd, der begge er 20 år og fra Horsens, modtog allerede onsdag en straksdom i Retten i Horsens. I retten erkendte de røverierne mod kioskerne, som den ene udførte maskeret og ved at true med en vellignende legetøjspistol.
Den maskerede røver fik en dom på 1 år og tre måneders ubetinget fængsel. Han modtog dommen og blev straks varetægtsfængslet. Kammeraten, der var chauffør, fik en kombinationsdom på seks måneders betinget og seks måneders ubetinget fængsel. Han blev løsladt til senere afsoning.
“Han gjorde sin kammerat en vennetjeneste og vidste godt, hvad der skulle ske, så han blev dømt for medvirken til røveri,” forklarer anklagerfuldmægtig ved Sydøstjyllands Politi, Jesper Rubow, der er tilfreds med dommene, der ifølge ham ligger i det rigtige leje og følger retspraksis.
Det har stor betydning, at røverne ikke brugte en rigtig og skarpladt pistol. Hvis det havde været tilfældet, ville straffen være blevet meget hårdere, fortæller anklageren.
Politiet har allerede været ude og rose vidnet
, der fulgte efter røvernes bil og fik taget et billede, der hurtigt ledte politiet på sporet af gerningsmændene. Også anklageren er fuld af ros.
“Sagen er blevet hurtigt opklaret på grund af godt borgerarbejde og politiarbejde. Så er det nemt at være jurist,” siger Jesper Rubow.