Er du bange for at blive gammel?

Forleden tog jeg en af de der åndsvage test på facebook, som mediet ind imellem svømmer over af. Denne gang var det ikke en test til at fortælle en, hvad titelsang du er, eller hvilket dyr, dit navn svarer til, eller hvad du ville have heddet for 200 år siden.
Næe, det var en slags alderstest, nemlig hvor gammel andre tror, jeg er. Så jeg klikkede på “test”-knappen.
Og stor var overraskelsen, for helt så gammel føler jeg mig ikke.
Testen viste, at andre tror, jeg er 100 år. Noget af en kindhest til en forfængelig kvinde. Det blev ikke bedre, da jeg i Politiken sidste søndag kunne læse en artikel om interessante samtaler folk havde haft over sommeren. Her fortæller en præst om sin bror, der netop er fyldt 60. Og broren havde fortalt præsten, at efter han var fyldt 60, så var han nærmest blevet usynlig. Kvinder kiggede ikke efter ham længere på gaden, selv ikke hvis han viftede med armene.
Det kan jo få enhver til at føle angst ved at blive gammel, for det må da være forfærdeligt at føle, man ikke bliver set som menneske, blot man har nået en vis alder. Selv har jeg på forunderlig vis begyndt at få det helt anderledes de senere år. Og synes, det er fascinerende at kigge på gamle mennesker. Uden at der altså er noget odiøst i det.
Jeg tror, det kan have lidt at gøre med, at vi mistede min svigermor i slutningen af juni. Og jeg har mistet begge mine morforældre for henholdvis 16 og 23 år siden. Jeg må savne dem, for at miste dem har betydet, at jeg lægger meget mere mærke til ældre mennesker. Især deres ansigter og deres rynker.
For jeg synes, det ofte fortæller en historie.
En helt anden end den, man kan læse i de menneskers ansigt, som eksempelvis har fået botox. Jeg er som tidligere nævnt ret forfængelig, men jeg tror ikke, jeg nogen sinde ville få botox sprøjtet ind. Kigger man på serier som Real Housewiwes på tv3, så synes jeg altså, de ser lidt sjove ud.
Selv synes jeg ikke, jeg er bange for at blive gammel, selv om jeg runder et skarpt hjørne næste år. Rynker er også fint nok, men usynlig har jeg ikke lyst til at være. Det kan være, det hjælper at fokusere på interessante samtaler. Og hvis du mangler noget at tale med folk om, så I får en interessant samtale, så kan man jo spørge ind til historien bag ansigtets rynker. Eller også spørg folk, hvad der var deres bedste oplevelse i går.

Med venlig hilsen
Ina Bjerregaard
Weekendredaktør