Stafet for Livet samlede 56.000 kroner ind
På 24 timer blev der tilbagelagt 3.935 kilometer af 13 forskellige hold hos Århus Firma Sport
Af Kim Skovrup Andersen
'Stafet For Livet Aarhus' - der er en 24 timers teambaseret event, blev i den forgangne weekend arrangeret ved Århus Firma Sport på Paludan Müllers Vej i det nordlige Aarhus.
Rammerne var perfekte med fantastisk solskinsvejr, og der var i år cirka 100 deltagere mere end ved sidste års stafet.
De 13 hold, der bestod af venner, familier, kollegaer og bekendte, tilbagelagde 3.935 kilometer og samlede 56.000 kroner på et døgn til Kræftens Bekæmpelse.
Indsamling fortsætter
Indsamlingen finder dog stadig sted i form af velgørenhedsauktionen for Stafet For Livet Aarhus, hvor der stadig kan bydes på ting ved Lauritz.com indtil den 28. august.