Fortsæt til indhold

Forsamlingshuset fejrer 125 års jubilæum

125 år henne i krydset fejres lørdag i og omkring Skørring Forsamlingshus

Samfund
Mogens Greve

Før i tiden, hvor husene og vejene var færre, hed det ”henne i krydset”, når talen faldt på forsamlingshusets beliggenhed i byens vejkryds.
Skørring Forsamlingshus runder i år de 125 år, og det har man valgt at fejre lørdag 15. august, hvor der ”henne i krydset” inviteres til morgenkaffe og rundstykker kl. 9.

Arbejdsgruppe

En arbejdsgruppe har forberedt jubilæumsdagen ved blandt andet i foråret at invitere ældre borgere til hyggemøde for at få nogle af de gamle historier og fotos fra byens liv og historie frem i lyset.
Jubilaren håber, at både indfødte, tilflyttere og andre interesserede kigger ind og er med til at give hinanden en god dag - og ser og hører lidt om, hvordan det var før i tiden. Efter kaffen er der kl. 10 byvandring i mindre grupper med lokale guider, som på en godt 3 km rundtur viser frem og fortæller.
Der bydes også på en lille forfriskning, inden turen går tilbage til forsamlingshuset.
Klokken 13 er der frokost for alle generationer - og mulighed for en god jubilæumssnak hen over jubilarens borde.