Ni Hao Skanderborg - i dag kommer kineserne
Skanderborg vil starte samarbejde med Kina. Senere i dag mødes de lokale byrødder med en delegation kinesiske politikere og erhvervsfolk
Skanderborg er godt på vej til at få sig en kinesisk venskabsby. En delegation kinesiske politikere og erhvervsfolk fra million-byen Weifang skal i dag mødes med Skanderborgs Byråd på Skanderborg Park for at se nærmere på, hvordan de to byer kan arbejdes sammen indenfor områder som uddannelse, kultur, innovation og handel.
“Jeg ser en klar gevinst i, at vi som kommune knytter tættere bånd til en spændende kultur og et af de største eksportmarkeder i Verden. Skanderborg Kommune er blevet kaldt ingeniørernes hovedstad i Danmark. Vi har stærke højteknologiske virksomheder blandt andet indenfor pumpe- og vandteknologi og intelligente målesystemer. Nogle af virksomhederne er allerede til stede i Kina. Hvis vi kan være med til at lette vejen for andre, vil det naturligvis være en gevinst for alle,” siger borgmester Jørgen Gaarde (S).
Interessen fra Weifang skyldes blandt andet, at byens største virksomhed GoerTek i efteråret 2014 købte 83 pct. af aktierne i skanderborgvirksomheden Dynaudio, der producerer højtalere. GoerTek er selv ledende inden for hi-tech elektronik og ser en god mulighed i den danske højtalerproducent, som er internationalt anerkendt. Med opkøbet blev Goertek samtidig den største kinesiske enkeltinvestor i Danmark.