Fortsæt til indhold

Reklamemand fra Lystrup klar med spillefilmsdebut

Ole Japps spillefilms-debut bliver realiseret efter otte år og har premiere i denne uge

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

At det er lysten, der som oftest skal drive værket er en kendt sag. Men i Ole Japps tilfælde er det også stædighed.
En stædighed i at få ting til at lykkedes.
Og en stædighed, der gør, at reklamefilmproducenten fra Lystrup efter flere års kamp endelig er klar til at vise sin allerførste spillefilm om søhelten Jens Munk.
“Det har taget rigtig lang tid at få filmen færdig. Otte år faktisk. Vi har taget 1.300 effektskud op ad en blå baggrund, så nogle gange har få sekunder af filmen taget en hel aften at lave. Lydarbejdet har også taget tid. Og det har været aftenerne og weekenderne, der skulle tages i brug, for det kunne kun lade sig gøre, når ikke firmaet skulle passes,” fortæller Ole Japp, som er indehaver af Japp Productions i Lystrup.

Filmplakaten til Ole Japps film ’Jens Munk – NordvestXpeditionen’. Japp spiller selv hovedrollen i filmen, som han også har instrueret og produceret.

Optaget i baggård

Her er store dele af filmen 'Jens Munk - NordvestXpeditionen' optaget i en baggård på Bygade 12, og det har været gennem indtægter herfra, at filmen er blevet finansieret.
På trods af, at filmen har været otte år undervejs har troen på, at den skulle blive færdig, aldrig svigtet den 48-årige filmentusiast med rødder i Risskov.
“Jeg har aldrig tænkt på at give op. Det her projekt har aldrig handlet om at skulle tjene penge. Det har været et godt afbræk fra reklamebranchen og ikke været så kommercielt orienteret, som det er til dagligt i vores produktionsselskab. I firmaet er vi nogle stykker, som elsker vores håndværk og har lavet den her film, fordi vi kan li' det. Jeg ved godt, det lyder lidt klichéagtigt, men det er sådan det er. Det har været et lystbetonet projekt,” fastslår Ole Japp.
Det har taget tre år at få en distributionsaftale på plads, og det endte med, at Øst For Paradis gik ind i det.
“Jeg har arbejdet ufortrødent videre. Det her er et stykke Danmarkshistorie, der bare skal fortælles, synes jeg,” siger han.
Det er historien om den danske søfarer Jens Munk, som i 1619 sejler ud for at finde passagen nordvest om Amerika som kan sikre Danmark en lettere handel med det fjerne østen.
Det bliver en uheldsvanger rejse, fuld af sygdom, sult og umenneskelige strabadser. Filmen er skrevet, instrueret og produceret af Japp, som faldt over Jens Munks dagbog og blev dybt fascineret af historien om manden, der aldrig blev anerkendt af sin samtid for sit togt og den farefulde hjemrejse, som i dag regnes for en helt enestående søfartsbedrift. De kommende uger skal Japp rundt i danske biografer for at fortælle om filmen.
“Foreløbig skal filmen vises i 13 biografer, og jeg er imponeret over den interesse, der er. Historiske film er oppe i tiden. “Det er heldigt, at det er mig selv, der spiller hovedrollen, for jeg kunne nok ikke finde andre, der kunne holde ud at være med i så lang tid,” siger han og slår en latter op og fortæller om, at han i periode har gået rundt med langt hår og skæg.
Filmen har forpremiere i Øst for Paradis 20. maj klokken 19.30.
Hvis alt går vel, er der flere film på vej. Også dem, der ikke er så tidskrævende.
“Jeg skriver på flere film og har en klar i skuffen. Det er godt med erfaring. Der var en instruktør, som engang fortalte mig, at man første rigtig kan lave en god spillefilm, når man har lavet fem,” siger han.