Fortsæt til indhold

Fire mænd vil skabe fristed for veteraner

Gruppen indkalder nu til stiftende generalforsamling for 'Sønderborg Veteranrefugium'

Samfund
Af Svend Mikael Larsen

Der mangler et fristed for veteraner og pårørende i det sønderjyske, som har brug for en retræte. Det mener en gruppe på fire mænd, som nu har taget initiativ til 'Sønderborg Veteranrefugium'.
De fire initiativtagere er Thomas Gravenslund, som er tidligere udsendt i Kosovo og Irak, og som i dag er afdelingsleder i Sønderborg Kommune, Kim Henriksen som er aktiv seniorsergent i Hjemmeværnet, Jan Burglin Arentoft der arbejder som leder hos Flyvevåbnet Skrydstrup, og Henrik Hjørnager Kold som er sprogofficer og selvstændig.
Sønderborg Veteranrefugium er tænkt som et sted, hvor tidligere udsendte kan søge tilflugt og få fred og ro. Veteranrefugiet skal give mulighed for både fordybelse og kammeratskab efter den enkeltes ønsker og behov, hedder det i visionen for det nye sted.
"Der mangler et veteranhjem i det sønderjyske, som er bemandet, åbent døgnet rundt og året rundt. Veteranhjemmet vil adskille sig fra andre ved at skulle ligge uden for byen, således at der er mulighed for fred og ro," siger Thomas Gravenslund.
Initiativgruppen finder det naturligt, at et sådan sted bør ligge i Sønderborg området som tidligere garnisonsby.
Gruppen indkalder derfor nu til stiftende generalforsamling den 27. august kl. 19 på Sønderborg Hjemmeværnsgård, som ligger på Skydebanevej 4 i det tidligere øvelsesterræn på Kær.