Fortsæt til indhold

“Jeg føler mig ikke som en 80-årig”

Formanden for Ældre Sagen i Fredericia har rundet de 80 år

Samfund
Lars Saugbjerg

“Nu er jeg 80 år. Det tog da lige et par dage at vænne mig til tanken.”
Formanden for ældre Sagen i Fredericia, Olaf Helios, kunne tirsdag den 11. august fejre 80 års fødselsdag. Han står i spidsen for en lokalafdeling med vokseværk. Den vokser med 7-8 procent om året. I Fredericia har foreningen 6.700 medlemmer.
“Det er en stor forening, men det er jo ingen sag at være formand, når man har en knaldhamrende god bestyrelse,” lyder det fra fødselaren, der er 'still going strong', trods bypassoperation og ballonudvidelser.
“Det er flere år siden, at den gamle model 35 fik fire nye tændrør. Efter sådan en hovedreparation kører det,” smiler Olaf Helios, der holder sig i form med Loop Cirkeltræning hos Quattro Clinic i Erritsø.
“Jeg træner tre gange om ugen. 45 sekunder i hver maskine i 2 x 24 minutter. Jeg startede for tre år siden og tænk en gang: Jeg har været der over 400 gange! Det er fantastisk træning, og jeg føler mig ikke som en 80-årig.”
Ifølge Olaf Helios, der er formand på 8. år, er der mange årsager til, at Ældre Sagens har medvind.
“Folk er bevidste om, at det er en stor, velfungerende foreningen, som der bliver lyttet til. Lokalt har vi et fantastisk godt samarbejde med rådhuset. Embedsmænd og politikere er meget lydhøre. Derudover har vi mange gode arrangementer - og social-humanitære tiltag, for eksempel tryghedsopkald, besøgsordning og fokus på at afhjælpe ensomhed,” fortæller formanden, der lever højt på medlemmernes mange positive tilkendegivelser.
“Det er en stor tilfredsstillelse at opleve så mange, der er glade for foreningen. Jeg nyder også at opleve entusiasmen blandt vores 250 frivillige.”

Dejligt at blive gammel

Olaf Helios stoppede som lærer på Lillebæltskolen og gik på efterlån i '98. Han er gift og har fire børn, 12 børnebørn - plus 'det løse', som han siger.
“I den forbindelse er det dejligt at blive gammel - og opleve sin pragtfulde familie.”
Det kan dog være svært at nå det hele, men Olaf Helios får også tid til at spille L'hombre - et gammelt spansk kortspil - hver torsdag. Og korsang bliver det også til hver onsdag i Hannerup Kirkekor - og til gudstjenesten søndag.
“Jeg bliver ved, så længe de kan bruge mig.”
Fødselsdagen blev markeret med en privat sammenkomst.

Hvad ønker formanden for Ældre Sagen i Fredericia sig til sin fødselsdag?
“Cykelstierne skal være bedre...”.