Fortsæt til indhold

Kærlighed i 70 år

Den 19. august kunne Ida og Poul Christiansen fra Frederiksund fejre jernbryllup med familien

Samfund
Jesper Kappel

53 mennesker var onsdag samlet på Omsorgscenter Tolleruphøj i Frederikssund for at fejre to helt specielle mennesker - specielle fordi de kan fejre 70 års bryllupsdag også kaldet jernbryllup og specielle, fordi de er i familie med alle gæsterne.
Dagens brudepar hedder Ida og Poul Christiansen og har gennem alle årene været samlingspunkt for hele familien.
"Jeg og det meste af familien har altid boet tæt på Ida og Poul, og vi har derfor haft muligheden for at hjælpe hinanden, hver gang der har været et problem. Det, tror jeg, er noget af hemmeligheden bag det sammenhold, vi har, og den kærlighed vi har til Ida og Poul," fortæller Poul Erik Toft Christiansen, der er søn af brudeparret. Derudover består familien af to andre sønner og to døtre, 25 børnebørn og oldebørn og så svigerbørn.
Hvis man spørger Ida Christiansen, der er 88 år og Poul Christiansen på 94 år om, hvordan det har været at være gift i så mange år - så er svaret:
"Det har da været nogle år uden de helt store storme, så vi kan ikke klage," siger Ida Christiansen.
"Det, der har været det bedste for os i de mange år, er vores børn og nu alle børnebørn og oldebørn," fortæller Poul Christiansen.

Kærlighed ved første blik

De mødte hinanden til folkedans og på aftenskolen, men allerede inden de mødtes der, havde de gået og set på hinanden.
"Man kan vist godt kalde det kærlighed ved første blik," siger Ida Christiansen.
Isen blev brudt, og de blev gift, og i 1945 flyttede Ida sammen med Poul, der boede sammen med sine forældre på et husmandssted ved Søsum. I 1949 flyttede Pouls forældre fra gården, og Ida og Poul drev stedet videre og lavede et friluftsgartneri. I 1967 begynder Poul Christiansen at arbejde på svineslagteriet i Frederikssund, og året efter flytter de til byen. Ida Christiansen får et rengøringsjob på Oppe Sundby Skole i 1970, og her bliver Poul Christiansen også ansat som pedelmedhjælper. Her fortsætter de med at arbejde, til de begge går på efterløn.
Det, der kendetegner deres ægteskab, er, at de næsten altid har været sammen i alle døgnets 24 timer - også i fritiden. Her har de gået til banko, meldt sig ind foreninger og rejst meget sammen.
Hvis Ida Christiansen skal give et godt råd til unge brudepar i dag om, hvordan man får et ægteskab til at holde så længe, ja så lyder det sådan her:
"Sæt jer ned og tal om tingene, hvis der opstår problemer. Det hjælper ikke at gå ud af huset, hvis man er uenige. Og så skal man som kone sørge for, at manden får noget godt at spise," fortæller Ida Christiansen.

Hele familien var inviteret til brunch onsdag formiddag på Omsorgscenter Tolleruphøj i Frederikssund. (Foto: JK)

Kommer med mad

Og det der med maden søger Ida Christiansen for den dag i dag. Poul Christiansen fik problemer med hoften for et halvt års tiden siden og blev opereret. Da han blev udskrevet fra hospitalet ville Ida have, at han kom hjem til deres lejlighed på 90 kvadratmeter i Frederikssund. Her ville hun selv passe ham med hjælp fra hjemmehjælpen. Det blev dog for meget, så han flyttede på Omsorgscenter Tolleruphøj. Her kommer Ida Christiansen så med frokost til ham hver dag. Hun bor nemlig stadig i lejligheden en tid endnu og holder "hus" og laver mad uden hjælp, som hun altid har gjort i de 70 år, de har været gift indtil videre.

Festen begyndte klokken 10:30 og der blev tid til at tale med de mange familiemedlemmer. (Foto: JK)
I anledningen af Ida og Poul Christiansens jernbryllup, fik de brev fra Dronning Margrethe. (Foto: JK)