Sværere at være narkobilist og billigere for etaten
Udgifterne til rets-kemiske analyser rasler ned
Der bliver knaldet flere bilister med spor af narko og stærk medicin i blodet nu end for blot en måned siden. Og samtidig er udgifterne til de retskemiske analyser, der skal være med til at fælde bilisterne, reduceret betragteligt.
Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra Claus Kofod, Nordsjællands Politi i Frederikssund.
Og årsagen er enkel:
"De målere, vi tog i brug for en måned siden, giver en både øjeblikkelig og meget nøjagtig indikation af, om der er stoffer i blodet. Tidligere skulle vi stå og kigge på pupiller, og så endte man ofte med at bede om analyser af blodet for flere forskellige stoffer. Nu kan vi i stedet bede målrettet om en analyse af indholdet af eksempelvis cannabis eller kokain. Og det betyder, at hvor vi måske i en sag skulle have lavet fem analyser til omkring 3.000 kroner pr. stk., så kan vi nu bede målrettet om én analyse," siger Claus Kofod til Lokalavisen Frederikssund.
Fordi målerne er så nye, findes der endnu ingen lokal statistik på området.