Kraftig udvidelse i Egebjerg bekymrer
Politikerne i Horsens Kommune har givet grønt lys for byggeriet af 140 nye boliger nord for Egebjerg. En så kraftig udvidelse af byen giver panderynker hos borgerne, der også er bekymrede for den ekstra trafik, der følger. Det fortæller Ole Pilgaard Andersen (DF), der oplevede bekymringen til et godt besøgt borgermøde i maj.
“Der er nogle ting, man synes skal være anderledes. Man vil blandt andet gerne have vejføring ved slagteriet, men det giver ekstra køretid på op til 50 procent, og vi er bange for, at det vil dele byen i to, så der har vi ikke lyttet til borgerne, men valgt at køre videre med den oprindelige plan,” siger Pilgaard.
Han er ikke så bekymret for den ekstra trafik, fordi der ikke er tale om tung trafik.
Til gengæld har politikerne lyttet til folks ønsker om at droppe planerne om beplantning og i stedet så græs, af hensyn til udsigten, fortæller Pilgaard, der er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg.
Han glæder sig desuden over, at den forfaldne brugs i Egebjerg nu bliver revet ned og erstattet med omkring 15 nye boliger i en tæt-lav bebyggelse.