Hvor går grænsen for at hjælpe?

En af de mest kendte historier fra biblen, er nok historien om ”Den barmhjertige samaritaner”. Det er den om en mand, der blev overfaldet, og hvor to gik forbi, før den tredje standsede og hjalp.
Det er Jesus, der fortæller historien, og lige præcis denne historie har historisk set påvirket vores samfund, så det i Danmark er strafbart ikke at standse op og hjælpe, hvis der er brug for det.
Spørgsmålet er bare, hvor grænsen går for, hvem vi skal hjælpe. Eller sagt med de ord, som Jesus blev spurgt med: Hvem er min næste? Lige præcist her bliver vi udfordret også i dag.
Da Jesus i sin tid svarede på spørgsmålet, gjorde han noget genialt: Han vendte op og ned på det hele og byttede helt rundt på rollerne: Da han har fortalt historien, spurgte han: Hvem af de tre var en næste for ham, der blev overfaldet?
For mig betyder det, at når jeg hører historien og vil holde den op for mig selv som et spejl – så skal jeg slet ikke tænke på mig selv, hverken som en af dem der gik forbi, eller som ham, der hjalp. Nej - jeg skal tænke på mig selv som manden, der blev overfaldet.
Jeg skal gøre det, at jeg sætter mig i mit medmenneskes sted. Tænke: Hvis det nu var mig, der var manden, der var blevet slået ned – eller det var mig, der var usikker og følte mig alene – eller det var mig, der kom hertil fra et land hvor der var krig og nød eller - I kan selv finde andre eksempler.
Hvis det var mig - hvordan ville jeg så gerne have, at de andre var mod mig?
Hvis jeg gør det - så ved jeg godt, hvad der er brug for.
Så ved jeg, hvem min næste er!
Også selv om svaret måske bliver mere skræmmende eller udfordrendeend jeg har lyst til.