Guld-Harald og Glarmester Gert pralede begge om Pelé
15 års bekendtskab mellem glarmesteren på Ordrupvej og Guld-Harald bød både på indramning og pral
"I vinduet hos glarmesteren på Ordrupvej står der i disse dage et fotografi, hvor Pelé og Harald Nielsen hilser på hinanden. Det ser ud som om, det er Pelé, der er mest stolt over håndtrykket. Og med god grund”.
Sådan startede præst Johannes H. Christensen sin tale i mandags under begravelsen af den 73-årige fodboldlegende Harald Nielsen i Skovshoved Kirke.
Glarmesteren i talen er Gert Langbøl på Ordrupvej 98E, som stiftede bekendtskab med Harald Nielsen for 15 år siden, da han første gang kom ned i hans butik.
"Jeg genkendte ham med det samme som Guld-Harald. Han var en virkelig hyggelig, flink, grinende og altid smilende mand", siger Gert Langbøl, som blev Harald og Rudis faste glarmester til at ordne vinduer, ruder og indramme Haralds merchandise fra en lang fodboldkarriere.
To mænds praleri
Det omtalte fotografi fik han af Harald for otte år siden. Og bag det gemmer sig en hyggelig historie om to mænds praleri.
"Pelé havde været i Danmark, og en af mine venner havde fået fat i hans trøje med en autograf, hvilket jeg pralede med over for Harald, da han kom ind i butikken. Men så pralede han tilbage med, at han var større end Pelé", siger Gert Langbøl grinende.
Næste gang Harald Nielsen kom forbi, havde han et kopi af et foto, som han havde fået af Pelé. Fotoet er fra en VM-finale for klubhold mellem Inter og Santos i 1967, hvor Harald Nielsen scorede kampens eneste mål for Inter.
På det tidspunkt var Harald den dyreste fodboldspiller i verden, og på fotografiet har Pelé skrevet en personlig hilsen med ordene 'The greatest'.
"Da jeg hørte om Haralds død, var min første tanke, at det var alt for tidligt og virkelig synd. Han var et hyggeligt og smilende bekendtskab, derfor stillede jeg fotografiet ud i vinduet for at ære hans minde".