Det er lidt af et mysterium
Gunnar Langemarks succes med crowdfunding vækker opsigt. Nu er han inviteret til medlemsmøde hos Dansk Crowdfunding Forening
"Det er lidt af et mysterium"
Sådan siger formanden for Dansk Crowdfunding Forening Frederik Ploug Søgaard, når han skal forsøge at forklare den succes, som Gunnar Langemark har med at samle pengen ind til sin lille virksomhed Langemark Penne. Han havde et mål om at få samlet 35.000 kroner ind ved hjælp af crowdfunding, og under fire timer efter indsamlingen var gået i gang, var målet på de 35.000 kroner nået. Og her før redaktions deadline er beløbet steget til mere end 133.000 kroner.
"Jamen han har måske bare været heldig. Hvis en person, der støtter ham, har delt det på twitter, ja så er der måske flere i giverens netværk, der gør det samme, og så kommer der en selvforstærkende effekt. Måske er det Lokalavisen Frederikssunds omtale af virksomheden, der også hjælper, eller også er der bare mange mennesker, der skriger på at få en kuglepen," siger Frederik Ploug Søgaard.
Kultur er bedst
Normalt er det indsamlinger til teater, musik og kultur generelt, der har størst succes med at nå i mål med det ønskede beløb.
"Meget groft sagt er det et sted mellem 40 og 50 procent af de crowdfundinger, der bliver sat i gang, som lykkes. Når det er indsamlinger til kultur, der lykkes bedst, hænger det sammen med, at det ofte er mindre beløb på måske 5.000 eller 10.000 kroner, der skal indsamles. Det bliver straks noget mere svært, når det er store beløb på for eksempel på en million kroner," fortæller Frederik Ploug Søgaard.
Inviteret til møde
En crowdfunding skal forberedes godt, før den sættes i søen, og det hjælper Dansk Crowdfunding Forening gerne med. Foreningen har mere end 450 medlemmer, der blandt andet samles til medlemsmøder.
"Her har jeg inviteret Gunnar Langemark til at komme. Vi vil meget gerne høre, hvad han har gjort for at få den her succes. Måske kan vi lære noget af hans historie og blive inspireret," slutter Frederik Ploug Søgaard.