To nye elever hos XL-Byg Tømmergaarden i Gjern
Efter tre år uden elever hos XL-BYG i Gjern er der nu kommet hele to nye ansigter i forretningen. Det glæder direktør Kurt Buhl, der hilser de to nye elever velkommen ”For mig og os er ansættelsen af de to elever en synliggørelse af den nye start, som forretningen i Gjern har fået via vores indtræden i Tømmergaarden,” siger han.
De to elever er fordelt med en elev til Byggemarkedet og en til Trælasten.
En til hver
I Byggemarkedet har Kurt Buhl ansat 19- årige Kathrine Dissing Madsen, som afsluttede sit grundforløb på HG i Silkeborg inden sommerferien.
I trælasten er valget faldet på en voksenelev i form af Allan Jensen, der er 46 år. Han har afsluttet en HG i Viborg, og er også bosiddende der.
I løbet af de næste to år skal de to elever dygtiggøre sig via arbejdet i forretningen og skoleophold på Handelsfagskolen i Odder. Dertil kommer, at Tømmergaarden på eget initiativ har startet en Elevklub, som de også deltager i.
Tømmergaarden har pr. 1. august ansat i alt 10 nye elever på tværs af alle forretninger, og de elever var i sidste uge sammen med deres oplæringsansvarlige til ”Elevopstartsdag” i Nykøbing Mors, hvor virksomheden har sit hovedsæde.