Fortsæt til indhold

Ny app tjekker babys produkter

Forbrugerrådet Tænk kommer til Matas i Lyngby Storcenter og viser det nyeste redskab til at tjekke farlige stoffer eller legetøj

Samfund
Af Grete Hansen

Medlemsorganisationen Forbrugerrådet Tænk har udviklet en digital babyguide til tablets, der tester genstande til baby for farlige stoffer. Den vil de demonstrere i Matas i Lyngby Storcenter den 2.-4. september kl. 12-17. Indeholder sutten parabener? Er barnestolen sikker? Er modellervokset skadeligt at putte i munden? Skal autostolen stå forlæns eller baglæns? Og er tremmesengen farlig? Der er mange ting forældre skal tage stilling til, og børn op til 3 år har brug for en masse udstyr og ting i det daglige. Medarbejdere fra Forbrugerrådet Tænk vil udover at demonstrere babyguiden medbringe en legetøjstester, hvor man kan afprøve, om legetøj, nøgler, bolde eller andre ting er så små, at de kan være farlige, hvis en baby eller et lille barn putter dem i munden. En opgørelse fra Forbrugerrådet Tænk viste for nylig, at medlemsorganisationen i test af 327 produkter til babyer og små børn i mere end her femte har fundet stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende. Samtidig har andre test fra Forbrugerrådet Tænk vist, at produkter til børn kan bestå af små dele, der udgør en fare, hvis børnene putter dem i munden. Og så er der det med pengene. Er det altid det dyreste babyprodukt, der er det bedste? Og indeholder cremer, legetøj eller autostole problematisk kemi, der kan skade dit barn? Og er de produkter, du køber til dit barn, sikre nok? ”Små børn og babyer er ekstra følsomme, ligesom de ofte tygger eller sutter på produkter, og som forælder er man naturligvis meget optaget af, at ens baby er sikker. Derudover vil de fleste gerne gøre det bedste køb til prisen, uanset om de køber barnevogn, bleer eller bæresele. Der er rigtig mange ting, man som forælder og forbruger skal være opmærksom på. Derfor har vi udviklet en babyguide til Ipads og andre tablets, hvor vi i et læsevenligt layout har samlet alle vores gode råd, guider og test til børn op til 3 år,” siger kommunikationschef i Forbrugerrådet Tænk Claus Dithmer. Matas er glad for at give plads til Forbrugerrådet Tænk. ”Vi vil gerne synliggøre Forbrugerrådets faglige kompetence, så mange flere forbrugere får glæde af den i fremtiden. Vi har sympati for, at Forbrugerrådets anbefalinger tager udgangspunkt i forsigtighedsprincippet. Matas har selv valgt at gå med livrem og seler i udviklingen af alle vores egne varer, der fx er fri for parabener og andre stoffer, som i EU er mistænkt for at være hormonforstyrrende,” siger Henrik E. Johannsen, informations- og miljøchef i Matas udtaler. Forbrugerrådet Tænks nye Babyguide koster 49 kroner for medlemmer af Forbrugerrådet Tænk og 98 kroner for ikke-medlemmer.