1.000 aarhusianere har fået sundhedstjek
Aarhus Kommune har haft 1.000 borgere igennem ’Dit Liv - Din Sundhed’
62-årige Tani Kader fra Frydenlund var med til at runde et skarpt hjørne for Aarhus Kommune.
Han var nemlig borger nummer 1.000, der har benyttet sig af sundhedsprojektet 'Dit Liv - Din Sundhed,' som kommunen satte i gang i 2014.
Her kan ældre og midaldrende beboere i socialt boligbyggeri få en gratis helbredsundersøgelse.
“Det er en god mulighed for at få tjekket, hvor sund man er. Det var en god oplevelse. Medarbejderne var søde, de lyttede til mig og mine behov. Jeg synes, at jeg blev rigtig fint behandlet,” siger Tani Kader i en pressemeddelelse.
Projektet er lavet for at sætte fokus på, hvad borgerne selv kan gøre for at have en bedre livskvalitet.
“I stedet for at skyde med spredehagl på hele befolkningen, kontakter vi dem, der i højere grad kan have brug for en håndsrækning til at leve sundere og forebygge, at de bliver syge - eller i hvert fald mere syge,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF).
Tani er da også glad for at have fået sundhedstjekket:
“Jeg vil helt sikkert anbefale andre at tage imod tilbuddet. Det har fået mig til at tænke over, hvad jeg spiser, og hvordan jeg lever,” siger han.