Tak!

"Hvad siger man så?" Jeg husker den sætning fra min barndom, når jeg havde fået ét eller andet. Jeg husker også, hvordan jeg krympede mig under de voksnes forventningsfulde blik; Jeg husker, hvordan tungen blev tør, og jeg stod dér og kiggede ned i jorden og blev flov. For havde jeg ikke sagt tak? Havde jeg virkelig glemt det?
Ja, måske havde jeg faktisk glemt at sige tak i et øjebliks tankeløs glæde over en slikpose eller en lille gave.
I dag hører jeg mig selv sige sætningen til mine egne børn: ”Hvad siger man så?”
Men jeg er ambivalent! På den ene side skal man selvfølgelig sige tak, når man får noget af andre. Alt andet er simpelthen uhøfligt. Og det må børn godt lære! På den anden side skal tak ikke blive en sur pligt. En slags betaling for gaven.
Gud har givet os livet og hinanden og alt, som er godt og smukt. Han giver os sin kærlighed som den ilt, vi lever af hvert minut. "Hvad siger man så?"
Jeg tænker ikke, at Gud står som en forurettet voksen med korslagte arme og forlanger tak! At kræve tilstrækkelig tak for sine gaver forudsætter smålighed. Og smålighed er simpelthen ikke en egenskab, man kan tilskrive Gud. Tvært imod. Livet strømmer fra Guds hænder, og her er alt nåde, her er alt gratis. Gud ønsker blot at se os flå papiret af gaven og tage den i brug sammen med hinanden i tankeløs glæde. Det er tak nok for ham.
Jeg tænker, at Gud i virkeligheden ikke har brug for vores tak. Men måske har vi brug for at takke. For når vi siger tak, åbnes vores øjne for alt det, vi får af godt og skønt, og så kan glæden strømme ind i os.