Fortsæt til indhold

Filialer lukkes, men ansigterne bliver de samme

I de kommende måneder vil to af byens tre banker lukke, og bankrådgivningen flytter til Hillerød og Helsingør

Samfund
Af Jannie Fjordside

Kræfterne skal samles for at optimere rådgivningen til kunderne. Sådan lyder begrundelsen fra både Nordea og Danske Bank, der i løbet af efteråret lukker deres filialer i Fredensborg by.
”Kravene til rådgivernes faglige kompetencer er større end nogensinde - og de bliver ikke mindre i fremtiden. Ved at lægge afdelingerne sammen sikrer vi et endnu stærkere rådgivningsmiljø til gavn for kunderne,” siger Michael Holm Petersen, der er privatdirektør i Danske Bank Hillerød Afdeling.
Fra Pia Mikkelsen, filialdirektør i Nordea i Fredensborg, lyder det:
”Vi oplever, at kunderne ønsker at blive rådgivet om de overordnede linjer i deres økonomi. Det kan vi bedst gøre, når vi har samlet kræfterne, siger Nordeas filialdirektør. Desuden ved vi, at vores kunder i stigende grad klarer dagligdags bankforretninger via selvbetjening i netbank, mobilbank, telefonbank og vores pengeautomater.”
Danske Banks filial har sidste åbningsdag den 23. oktober, hvorefter den slåes sammen med afdelingen i Hillerød. For Nordea-kundernes vedkommende vil den 6. november være den sidste dag, de kan benytte filialen i Fredensborg, hvorefter rådgivningen flyttes til afdelinger i Hillerød og Helsingør.

Automaternes fremtid

Begrundelsen for sammenlægningen kan afføde den tanke, at kunderne indtil nu ikke har modtaget den optimale rådgivning. Dette afvises af Michael Holm Petersen, Danske Bank, der understreger
”I de større afdelinger har vi nemmere ved at udvikle vores rådgivere og vil heller ikke være så hårdt ramt ved sygdom – her er de mindre filialer mere sårbare,” siger Michael Holm Petersen, Danske Bank.
Samme forklaring lyder fra Nordea.
Begge bankfilialer oplyser, at medarbejderne vil blive flyttet med til de nye afdelinger, så kunderne kan bevare deres nuværende bankrådgivere – dog vil filialdirektør Pia Mikkelsen fortsætte i nyt job i Nordeas filial i Ringsted.
Samtidig ser der ud til, at begge hæveautomater får lov til at overleve – i hvert fald til en start. Mens Nordea oplyser, at hæveautomaten bibeholdes på adressen, er udmeldingen lidt mere tilbageholden fra Danske Bank:
”Vi vil meget gerne have hæveautomaten stående på sin nuværende plads, men muligheden for det afhænger af, hvad der skal ske med bygningen nu – men tiden må vise, hvad ejerne af bygningen siger. Bliver det ikke muligt i den bygning, vil vi arbejde benhårdt på, at der fortsat skal være en Danske Bank-hæveautomat et andet sted i Fredensborg,” siger Michael Holm Petersen.