Cohen på Dohn’sk
Da en af verdens mest elskede og respekterede singer-songwriters, Leonard Cohens sidste år fyldte 80 år, blev fødselsdagen i Danmark fejret med udgivelsen af en dansk indspilning af 12 af Cohens mest populære sange i en dansk gendigtning. Bag den danske gendigtning stod musikeren Anders Dohn, som netop nu rejser Danmark rundt med sit fire-mands orkester 'Gæsterne', der har fået navn efter titlen albummet med de danske gendigtninger. Torsdag 24. september kl. 19.30 optræder de i Kulturhuset i Skanderborg.
”Gæster er vi jo – på Jorden i almindelighed, og i Cohens univers i særdeleshed. Begge universer har indtil videre budt os venligt velkommen,” siger Anders Dohn om valg af bandnavn og albumtitel.
Ved koncerten i Skanderborg spiller 'Gæsterne' hele det nye album live og supplerer med et par af de bedste sange fra 'På danske Læber', fra 'Teaterkoncert med sange af Leonard Cohen' samt et par sange, som endnu ikke er udgivet.