Bedste arbejdsplads for unge
Jobpatruljen Østjylland har kåret Elsegårde Camping som områdets bedste arbejdsplads for unge
Efter at have besøgt cirka 200 arbejdspladser på Djursland i uge 28, har Jobpatruljen Østjylland kåret Elsegårde Camping som Djurslands bedste arbejdsplads for unge under 18 år.
”Vi blev mødt med smil og af en glad chef, som med glæde lod os snakke med ungarbejder Emma Caroline Kni,” fortæller Jeanette Kusk, der som frivillig i Jobpatruljen besøgte Elsegårde Camping.
”Emma Caroline Kni er campingpladsens eneste ungarbejder, har arbejdet på campingpladsen siden hun var 13 år - og har aldrig haft en dårlig dag på arbejde.”
Diplom og kage
Som synligt bevis på kåringen var tre unge fra jobpatruljen på en travl dag midt i højsæsonen forbi campingpladsen med et diplom og en flot, rød kage, netop som 16-årige Emma Caroline Kni mødte ind .
”Det er min 3. sommer her,” fortæller hun, mens hun smilende deler lagkagen i retfærdige stykker.
”Jeg står i kiosken og arbejder cirka 30 timer om ugen i 5 uger.”
Emma Caroline Kni skal på efterskole efter ferien, og både hun og campingpladsens indehavere, Niels Peter og Bodil Diget, er klar til endnu en sæson sammen i 2016.
”Vi har haft næsten alle byens unge ansat, inden de fyldte 18 år,” fortæller Niels Peter Diget.
”På nær Ea, som er fyldt 18 – men da Bodil har fået arbejde som sygeplejerske på Hospice Djursland og derfor ikke har helt så meget tid til campingpladsen, hjælper Ea os nu.”
Niels Peter og Bodig Diget har drevet campingpladsen siden 2002.
Mathias Kanne er koordinator for Jobpatruljen Østjylland og siger, at jobpatruljen under besøgene på arbejdspladserne laver et interview med virksomhedens ungarbejdere og spørger ind til deres arbejdsforhold m.m. for at finde ud af, om reglerne bliver overholdt - og for at oplyse ungarbejderen om rettigheder m.m.
Ikke en myndighed
”Vi er ikke en myndighed - men vil rigtig gerne dialogen med arbejdspladserne for at skabe bedst mulige arbejdsforhold for de unge,” siger han og tilføjer, at det ikke er et krav, at der kåres en bedste arbejdsplads i området.
”Hvis vi ikke mener, at nogen gør sig fortjent til titlen, kårer vi ikke nogen.”