Flextur har lyttet og laver nu forbedringer
Bedre telefonservice og rabat gør Flextur mere attraktiv for brugerne i Favrskov
Favrskov Kommune har længe talt for konkrete forbedringer af Flextur. Måske har Midttrafik lyttet til forslagene fra kommunen, for nu er der i hvert fald indført en bedre service på Flextur:
*Bestillingsfristen ændres fra to timer til senest én time før afhentning.
*Fristen for at bestille online hos Flextur udvides fra kl. 20.00 til 23.00. Det betyder, at du kan bestille kørsel til samme dag helt frem til kl. 23, hvis din tur er kl. 24.
*Der er fremover større ledsagerrabat på Flextur. Ledsageren får en rabat svarende til 50 procent af den første kundes betaling.
*Endelig er der nu indført en længere åbningstid på telefonerne. Tidligere kunne du ringe til Flextrafik fra kl. 8-17. Nu er det fra kl. 7-20.
Flere brugere
Kurt Andreassen, formand for Teknik- og miljøudvalget i Favrskov Kommune, er meget tilfreds med Midttrafiks forbedringer af tilbuddet.
“Sådanne tilbud skal være attraktive og nemme at benytte. Derfor er det vigtigt, at det er nemt og hurtigt at bestille en tur, og i den forbindelse spiller åbningstiden en stor rolle. Jeg tror, borgerne fremover vil benytte sig endnu mere af tilbuddet."