Talenter er fremtiden
Lokalavisen Fredericia uddeler to talentpriser på hver 25.000 kroner
Alle har et talent. Ikke alle vælger at forfølge det, udvikle det og forfine det. Men de, der gør, kan få oplevelser og selvindsigt, som er de færreste forundt.
Lokalavisen Fredericia har i det sidste år præsenteret en lang række unge talenter i spalterne. Ryttere, sangere, malere, løbere, sejlere, skuespillere, dansere og mange andre er blevet interviewet og indstillet til Lokalavisens to store talentpriser på hver 25.000 kroner.
Den ene pris går til et ungt idrætstalent, og den anden til et ungt kulturtalent.
"Det er stort at opdage, at man har talent for noget, man elsker. Det er stort, når man beslutter at fokusere på talentet og dyrke det. Og det er stort, når man opnår resultater, man fra starten næsten ikke turde drømme om," siger salgsleder Mette Edlund fra Lokalavisen.
På fredag, den 28. august, klokken 20 uddeler Lokalavisen de to talentpriser. Det sker på Rådhuspladsen i Fredericia.
Lokalavisen har haft et tæt samarbejde med Fredericia Kommune om at finde frem til de mange talenter. Langt fra dem alle var i forvejen kendt udenfor deres klub eller øvelokale. Men det er de blevet gennem artiklerne i de 38.000 husstandsomdelte aviser. Mange af dem har efterfølgende oplevet, hvordan avisomtalen har ført til en masse reaktioner fra klassekammerater, trænere, holdkammerater, familie, venner og andre medier.
"Talent kan defineres på mange måder. For os har det været afgørende, at talent ikke er det samme som at have vundet mange medaljer. Når man har talent, har man nogle evner, der kan udvikles til, at man i fremtiden opnår gode resultater. Talentet er udgangspunktet for kommende præstationer. Når man har talent, har man altså ikke toppet endnu. Når man har talent, kan man forvente af sig selv, at man bliver dygtigere i morgen, end man var i går," siger Mette Edlund.
Derfor har artiklerne i Lokalavisen Fredericia det seneste år ikke kun fremhævet de, der har fået de største roller eller flotteste medaljer.
"Vi har skrevet om unge mennesker med potentiale. For dét er, hvad talent er: Potentiale," siger Mette Edlund.
50.000 kroner
Sidste år uddelte Lokalavisen Fredericia for første gang sin talentpris. Dengang endte prisen med at blive delt mellem to talenter: Violinisten Marie Brinck-Jensen og håndbolddrengene på U14-holdet hos Trelde GI Håndbold.
I år dobler Lokalavisen op på talentprisen, så der nu er i alt uddeles 50.000 kroner: Én check på 25.000 kroner til det vindende kulturtalent, og én check på 25.000 kroner til det vindende sportstalent.
"Vi håber, at vinderne vil bruge pengene til at dyrke deres talent. Enten ved at investere i for eksempel udstyr eller instrumenter. Håndbolddrengene, der vandt sidste år, brugte for eksempel deres penge på et forløb med mentaltræning. På den måde er vores talentjagt ikke bare med til at fremhæve Fredericias mange, unge talenter - men også at udvikle dem. Det er jeg stolt af," siger Mette Edlund.