Spiller hjælp ind til hele verden for Unicef
“Danmarks mest velgørende fodboldklub” udspringer fra Hinnerup. Den har en særlig mission og vission
De træner og spiller i Hinnerup. På banen hedder det fodbold. Udenfor hedder det velgørenhed.
”Danmarks mest velgørende fodboldhold” kalder de sig. Og det er ikke en overdrivelse. Vi har fortalt om dem før. Om deres ture til Dubai og Grønland. Hver gang er der blevet spillet fodbold under vilkår, som de færreste troede kunne bruges:
”Jo mere folk siger, at noget ikke kan lade sig gøre, jo mere opsatte bliver vi på at bevise det modsatte,” fortæller Simon Schiølin, der er stifteren og fra Hinnerup. Det er hele stammen i den 35 store trup også på en eller anden måde. Og ventelisten for at komme med er på over 100.
25 millioner liter drikkevand
Idéen er at samle ind til at hjælpe rundt i verden. I starten gik det via Røde Kors. Hvert år fik sit mål, og målet er altid blevet nået. Naturligvis. I modsat fald skulle deltagerne selv til lommerne.
Målet i 2014 var eksempelvis at skaffe 25 millioner liter rent drikkevand i form af tabletter. Målet blev nået.
Fra Røde Kors til Unicef
Et andet var tidligere at skaffe 25.000 portioner vaccine. For 2015 er det sidste så hævet til 10 gange så meget, hele 250.000 vacciner til børn i nødstedte områder.
I 2014 skete der noget stort. Man blev tilknyttet Unicef, verdens største hjælpeorganisation, som fra da af klarede at bringe hjælpen derud, hvor nøden er størst.
Noget af en ære at spille i trøjer med Unicefs logo på selve brystet. Det er der kun tre hold i verden der har gjort i nyere tid. De to andre er græske Panathinaikos og spanske FC Barcelona.
Aktiviteter uden for banen
DMVF skaffer sponsorkroner i forbindelse med fodboldaktiviteter. Et eksempel fra 2014 er holdets besøg i Shanghai. Ud over at spille fodbold både med børn og voksne holdt de en danskeraften for de udstationerede.
Ud over maden fik deltagerne også noget med hjem. Simon Schiølin fortalte om visionen og missionen, men Ebbe Sand snakkede om vindermentalitet. Komikeren Sebastian Dorset lavede stand-up med kinesisk tilsnit. Med var også en akustisk Per A.G. der gav publikum en uforglemmelig oplevelse. Hans svedige trøje indbragte efterfølgende en pæn sum.
Barcelona
Starten i 2009 var et besøg i Barcelona for at spille mod Espanyols Old Boys som var spanske mestre! Og Barcelona blev noget særligt. ”Kunne vi vende tilbage, hvor det velgørende eventyr startede? Kunne vi få en kamp med verdens nok bedste fodboldhold, FC. Barcelona?” Sådan rumsterede det inde i Simon Schiølins og den øvrige ledelses hoveder, og i foråret lykkedes det.
Barcelona får mere end 10.000 henvendelser om året fra klubber, der gerne vil have en kamp, men det bliver kun til to-tre stykker. Under besøget spillede Barcelona fredag mod Ajax Amsterdam, og det var i sidste øjeblik, det faldt på plads: Hinnerup-gutterne fik ønsket opfyldt søndag! ”Vi fik en fodboldlektion og et resultat på 16-3. De tre danske mål scoret af Simon Schiølin, Morten Bang og Jacob Hansen. Kendte ansigter i Hinnerup.