Fortsæt til indhold

Skoler skal samarbejde i klynger om udskoling

Den planlagte fysiske sammenlægning af udskoling er blevet droppet

Samfund
Jeppe Rafn

Børne- og Skoleudvalget i Horsens Kommune er blevet enige om droppe planen om at samle seks mindre skoler i to skoledistrikter og samle udskolingen på færre adresser. Det oplyser borgmester Peter Sørensen (S), der henover sommeren har haft drøftelser med repræsentanter fra Børne- og Skoleudvalget.
“Der har været en god og sund debat om det tidligere forslag, men med den modtagelse det har fået på skolerne, har det været svært at finde fælles fodslag. Vi ville have brugt 2-3 år på at diskutere fysisk placering fremfor at løfte det faglige niveau endnu mere, og det er ikke sundt - slet ikke for eleverne og personalet,” siger borgmesteren til Lokalavisen.
Det nu skrottede forslag gik på at samle Egebjerg, Gedved og Østbirk i ét skoledistrikt og Dagnæs, Højvang og Bankager i et andet og samle udskolingerne på færre adresser.
I stedet er politikerne blevet enige om at samle kommunens folkeskoler i fem samarbejdsklynger, hvor skolerne skal indgå i et forpligtende samarbejde om at styrke og løfte udskolingen.

De fem klynger er:
Højvang, Dagnæs og Bankager skoler
Østerhåb Skole og Horsens Byskole,
Lund, Brædstrup og Nim skoler
Langmark, Stensballe, Søvind og Hovedgaard skoler
Gedved, Østbirk og Egebjerg skoler
Nim og Søvind skoler indgår desuden i en samarbejdsklynge med henblik på at sikre kontinuitet fra mellemtrin til udskoling.

Formålet med både det tidligere og det nye forslag er at styrke det faglige niveau i udskolingen, så flere af kommunens unge får en ungdomsuddannelse.
“Uddannelse er vejen til et bedre liv, og med Erhvervsskolereformens karakterkrav og en ny gymnasiereform på vej bliver der stillet endnu højere krav til eleverne i folkeskolen,” siger borgmester Peter Sørensen og tilføjer:
“Ambitionen er klar. Alle elever skal blive endnu dygtigere, og alle elever skal have optimale muligheder for at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er lykkedes at løfte niveauet i de små klasser i vores folkeskoler, men der er brug for en betydelig styrkelse af udskolingen (7. - 9. klasse) i Horsens Kommune. Det skal ske via styrket samarbejde mellem skolerne, større ambitioner, større vægt på faglighed, dygtigere faglærere og ikke mindst et langt tættere samarbejde med ungdomsuddannelser og erhvervsliv. Der er stort behov for øget fokus på både faglige resultater og på de unges parathed til at tage en uddannelse.”