Udsendte soldater hædres lørdag
Danmarks udsendte påskønnes på Rådhustorvet den 5. september
Omkring 400 borgere i Sønderborg Kommune, som har været udsendt på internationale missioner for Danmark, er inviteret til at deltage i kommunens markering af Den Nationale Flagdag på Rådhustorvet lørdag den 5. september.
Alle andre er velkommen til at overvære ceremonien og dermed hylde og anerkende dem, som har ydet en indsats for Danmark.
Den Nationale Flagdag er den officielle flagdag for Danmarks udsendte. Dagen blev højtideligholdt første gang i 2009, og Sønderborg har deltaget i markeringen fra første færd. Ligesom de foregående år markeres dagen i år med en ceremoni på Rådhustorvet.
"Vores bidrag er beskedent i forhold til det, de udsendte har bidraget med ved at deltage i ofte farefulde missioner i konfliktfyldte områder. Derfor er jeg glad for, at vi på Den Nationale Flagdag har en anledning til at anerkende dem, og jeg håber, at mange borgere vil møde op og dermed vise deres respekt for veteranernes indsats," siger borgmester Erik Lauritzen, som også er en af ceremoniens talere.
Programmet byder på musik fra kl. 13.50 ved Flyverhjemmeværnets Musikkorps fra Kolding, som også leverer musik mellem talerne og fra kl. 14.30 til 15, hvor veteranerne er inviteret til en reception i rådhuset.
Selve ceremonien indledes kl. 14 med en velkomst ved vicekommunaldirektør Tim Hansen, der har været ansat i Forsvaret i 15 år, inden han indledte en kommunal karriere. Der er desuden taler ved borgmester Erik Lauritzen og byrådsmedlem Claus Klaris, der selv er tidligere udsendt.
Efter ceremonien deltager veteranerne i en reception på rådhuset. Programmet for dagen fortsætter med gudstjeneste i Sct. Marie Kirke kl. 16 og derefter middag for de tilmeldte på Sønderborghus.