Loge giver 35.000 kr. til Varmestue
Torsdag var en glædens dag hos Kirkens Korshærs Varmestue i Exnersgade i Esbjerg.
Her donerede frimurerlogerne Humanitas og De Tre Lys nemlig - i samarbejde med Det Danske Frimurerlaug - 35.000 kroner til den esbjergensiske varmestue.
Frimurerbrødrene i Esbjerg siger selv, at de gerne vil støtte op omkring det store arbejde, som Varmestuen udfører.
“Vi har indsamlet pengene i forbindelse med forårets store forsamling for Laugsfrimurer i København plus et knækkeligt tilskud fra Frimurernes Velgørenheds Fond,” siger en af de glade initiativtagere bag donationen, Flemming Iversen.
“De 35.000 kroner vil hjælpe os med at vedholde Varmestuen som et omsorgstilbud til misbrugere, ensomme, sindslidende, hjemløse og socialt udstødte. Her tilbydes disse mennesker mad, bademulighed, rent tøj, tøjvask og socialt samvær,” siger Korshærsleder Peter Kent Starup.
For interesserede er der i øvrigt informationsmøde den 17. september kl. 19.00 i Frimurerhuset Ådalsparken 31 i Esbjerg. Her kan man hører mere om frimureri og velgørenhed.