Rosendahl investerer 50 mio. kr. i nye maskiner
Efter en stærk turnaround investerer Rosendahl nu massivt
Allerede under finanskrisen valgte esbjergensiske Rosendahls A/S Print - Design - Media at investere betragteligt for at vende udviklingen, og den tendens fortsætter medievirksomheden med i den kommende tid, hvor produktionsapparatet får et betragteligt løft.
To nye trykkemaskiner erstatter ældre modeller, ligesom der indkøbes en ny stor farveprinter og bygges til for at huse de nye maskiner. Alt i alt en investering, der løber op omkring 50 mio. kroner i et marked, der ellers ikke vækster samlet i disse år.
“Vi har valgt at investere i en tid, hvor vi vil være endnu mere effektive, selvom vi allerede har skabt en positiv udvikling. Der er meget få danske trykkeri-virksomheder, der kan løfte en investering i denne størrelse, og det giver os helt sikkert mulighed for at tiltrække nogle ordrer, som vi ikke ville få tidligere. Derfor fornemmer vi også en vækst i ellers faldende marked, og vi forventer at øge vores produktion med 25-30 % med det nye produktionsapparat,” fastslår direktør Palle Rosendahl, der indsætter den første nye trykkemaskine medio oktober, mens den anden er indsat medio januar 2016.
Dermed undgås et længere produktionsstop på hovedsædet i Esbjerg, og fremadrettet vil det give mulighed for en mere strømlinet produktion.
“Vi kommer til at effektivisere vores processer betragteligt med de nye maskiner, der er virkeligt high end-udstyr, som indeholder al den nyeste teknologi. En investering i den størrelsesorden giver kun mening, hvis alt i produktionen bliver tilrettelagt efter den og bliver effektiviseret i samme omfang. Derfor investerer vi i samme ombæring i videreuddannelse af vores medarbejdere, og vi kommer desuden til at ansætte lidt flere folk, så vi kan udnytte investeringen maksimalt,” siger Palle Rosendahl, der umiddelbart efter sommerferien begynder arbejdet med at klargøre installeringen af den første trykkemaskine fra Heidelberg.
Det nye produktionsapparat understøtter samtidig virksomhedens nye satsning inden for onlinehandel, hvor kunderne i fremtiden vil kunne bestille tryksager on demand.