Fortsæt til indhold

Forsøg med byggeaffald i Stenløse

Egedal Kommune og Vestforbrænding sætter nu fokus på borgernes byggeaffald

Samfund
Arkiv

Egedal Kommune og Vestforbrænding sætter nu fokus på borgernes byggeaffald. Forurenet beton, mursten og tegl kan afleveres i særlig container i en forsøgsperiode.
"Når vi holder forurenet beton, mursten og tegl særskilt, bliver indholdet i de almindelige containerne til beton og mursten renere. Vi får altså mere rent byggeaffald, som kan genanvendes," siger driftschef Marcus Müller fra Vestforbrænding.
Forsøget med at frasortere forurenet beton, mursten og tegl foregår på genbrugsstationerne i Frederikssund, Glostrup og Stenløse. Det begynder den 1. september og varer i første omgang et halvt år, hvorefter det vil blive evalueret ud fra praktiske, miljømæssige og økonomiske forhold.
"Forsøget er tilrettelagt i et samarbejde mellem Vestforbrænding og affaldsmedarbejdere og pladsformænd i Egedal, Frederikssund og Glostrup Kommuner," siger Marcus Müller.
De udvalgte typer forurenet affald, der skal i den nye container er blandt andet sodet beton og mursten fra skorsten og isokern, glaserede tegl, tegl med skum eller sort fuge og asfalt, murpap eller skum.
Skal man aflevere nogle af disse materialer på Stenløse Genbrugsstation, skal man henvende sig til personalet for at blive henvist til forsøgscontaineren. Byggeaffald, der er analyseret forurenet med f.eks. PCB eller tungmetaller, kan fortsat ikke afleveres på genbrugsstationerne.