Nationalparken drukner i gode ansøgninger
Nationalpark Skjoldungerne Land er åbenbart noget af en drømmearbejdsplads. For ved ansøgningsfristens udløb d. 1. september var der indkommet 211 ansøgninger til stillingen som formidlingskoordinator, 142 til projektkonsulentstillingen og 95 personer vil gerne være chefsekretær.
"Det er ganske overvældende", siger nationalparkchef Poul Bjerager.
"Og så er der bare rigtig mange gode ansøgere iblandt. Jeg har øjet ansøgningerne hurtigt igennem, og glæder mig nu til at læse det hele grundigt sammen med de tre ansættelsesudvalg fra bestyrelsen."
Lejres borgmester Mette Touborg er ikke overrasket.
"Det er spændende stillinger, og nationalparken er med sine smukke landskaber, natur og spændende kulturhistorie et fantastisk sted både at bo og at arbejde."
Først ved månedens udgang forventes det afklaret, hvem der får stillingerne.
Poul Bjerager siger:
"Jeg glæder mig til, at vi bliver flere på kontoret. Fire kan altså løfte meget mere end en. Det bliver også rart at få hele maskineriet på plads, så vi kan komme i gang med det store og langvarige arbejde med nationalparkplanen, nedsættelse af Nationalparkrådet og alt det andet, der skal til, inden parken for alvor kan blive synlig og skabe resultater."
De tre nye medarbejdere finansieres af den statslige nationalparkfond, og de forventes alle at rykke ind på nationalparkens sekretariat på Ledreborg d. 1. november.