Halsnæs-hjælp til bådflygtninge
NØDHJÆLP Lidt oppe i de vulkanske bjerge på Lesbos, med udsigt over den gamle middelalderby Molivos og det blå middelhav, ligger det sted, hvor Dyssekilde Yogacenter hvert år arrangerer Yogaferie.
Herfra kan man gå ad en lille bjergvej og videre gennem en pinjelund til stranden - en tur på 15 minutter.
Alt sammen hyggeligt og idyllisk. Men siden sidste års yogatur til Lesbos er verdens flygtningesituation eksploderet. I Tyrkiet er der op imod to millioner flygtninge, fortrinsvis fra Syrien. Tusindvis forsøger at komme videre til Europa ved at sejle i gummibåde til en af de græske øer.
Hver dag kommer ca. 1000 nye flygtninge således til ferieøen Lesbos. Mange af dem lander på stranden nær ved yogacentret.
Folk vil gerne gøre noget
Flygtningefamiliernes desperate situation har gjort indtryk på Karina Helsted Moe, som står for årets yogaferie på Lesbos. Hun kunne ikke bare tage til Lesbos med et hold yogadeltagere og lade som ingenting. Sammen med veninden Gry Hebeltoft Ravn startede hun derfor en privat indsamling i håb om at kunne fylde en container med basale ting til bådflygtningene på Lesbos.
I et opslag på Facebook skrev de blandt andet:
"Størstedelen af vores arbejde kommer til at bestå i at modtage flygtningene, når de ankommer, ved at give dem mad og drikke, tørt tøj og et stort kram. Vi har kontakt til lokale mennesker på øen, der gør et stort stykke hjælpearbejde samt andre danskere, som hjælper på Lesbos."
Karina Helsted fortæller videre:
"Vi fik ideen for 3-4 uger siden, og så måtte vi vente et par uger på, at indsamlingen blev godkendt, før vi rigtig kom i gang. Og siden slutningen af sidste uge, så er det for alvor gået stærkt. Det har bredt sig, så der nu er indsamingssteder i hele landet, og der er kommet over 300.000 kr. ind på kontoen via mobile pay. Det er helt overvældende."
"Jeg tror rigtig mange føler sig magtesløse, når de ser så mange desperate flygtninge, hvoraf nogen dør på deres vej. Opbakningen til vores indsamling viser, at folk virkelig gerne vil gøre noget. Og det bliver helt konkret, når man f.eks. kan bidrage med nogle bleer."
Afgang 13. september
Indsamlingen af mad, tøj, sko, bleer, telte, liggeundelag, bamser m.v. er netop slut, men der kan stadig indbetales kontante bidrag på mobilepay.
Mansdag eftermiddag gik frivillige i gang på Dyssekilde Yogacenter med at sortere, vakuumpakke og mærke de indsamlede effekter, som herefter afsendes til Lesbos, så det hele er fremme, inden Karina Helsted og Gry Ravn ankommer til Lesbos 13. september.
Her vil Gry bruge al sin tid på at organisere hjælpen, mens Karina også sin opgave som 'yogarejseleder' at tage sig af.
"Vi er dernede en uge, men det stopper ikke der. Når vi kommer hjem, vil vi fortsætte med at organisere indsamling osv. i et samarbejde med frivillige, der kan være på stedet," fortæller Karina Helsted Moe.
Fakta
"Hjælp til bådflygtninge på Lesbos" kan støttes via mobilepay: 20365619 eller overførsel til konto: 5031 1431972 Jyske Bank