Favrskov vil støtte lufthavn i Tirstrup
Størstedelen af Favrskovs byrådspolitikere vil fortsætte støtte til Tirstrup, men ikke til anden placering
"Nu må Århus altså til at bestemme sig og give Tirstrup arbejdsro," sådan lød det fra gruppeformand Flemming Nørgaard (V), da han sammen med de andre partier bag budgettet i Favrskov kunne fortælle, at man endnu engang trak Aarhus Lufthavn ud af den samlede budget-pakke, som 24 ud af 25 byrådsmedlemmer ellers vil stemme for. Kun Enhedslistens Peder Meyhoff står udenfor.
Der er så blandede meninger om, hvad Favrskov skal gøre med deres medejerskab af Aarhus Lufthavn, at politikerne i Favrskov hellere vil være enige om at skrive en politisk aftale.
"Hvis Aarhus Kommune beslutter, at arbejde videre med planerne om at flytte lufthavnen til en ny placering, vil Favrskov Kommune tage sit ejerskab af Aarhus Lufthavn op til revurdering," lyder det blandt andet i aftalen. Senest i starten af 2016 skal der tages stilling til, om Favrskov som en af fem ejerkommuner fortsat skal spytte i kassen. Det drejer sig om mindst 1,17 millioner kroner om året, samt Favrskovs andel af et forventet kapitaltilskud på samlet 30 millioner kroner.
"For mig at se er Aarhus Kommune hovedaktionæren og også dem der dræber Tirstrup Lufthavn. Der bliver aldrig fundet tre milliarder kroner til en ny placering ved Thomasminde. Aarhus skal til at vælge; Tirstrup eller Billund," mener Bjarne Andersen (SF).
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) tager netop til Christiansborg 3. september for at få trafikministeren til at få afgjort lufthavnssagen. Angiveligt på vegne af alle fem ejerkommuner.