Det var nemmere dengang

Egentligt var livet så simpelt, dengang jeg selv gik i skole. Jeg mødte op, jeg gik opad trapperne og ind i klasseværelset. Ind til timerne, der så ikke helt var timer, men 45 minutter, og alt imens lå min madpakke og hostede i varmen nede i skoletasken, og var der makrel med den dag, var jeg ildestedt.
Så havde vi dansk, regning, sløjd, engelsk, historie, geografi og den slags, og en enkelt gang i ugen havde man Klassens time, som jeg aldrig helt forstod den røde tråd i, men hyggeligt var det i hvert fald. Vi spillede bold nede i skolegården foran Nyboesgade Skoles store røde bygninger, og så vadede vi atter til en time og snart skulle vi hjem. Eller i fritidscenter.
Folkeskolen anno 1970erne og 1980erne var en nem størrelse at være barn i. I hvert fald forstået på den måde, at vi vidste, hvad der ventede os. Og forventningerne var ikke særlige store. Vores forældre fulgte os ikke i skole, og jeg er heller ikke sikker på, at de hjalp særligt meget til med de lektier, som vi fik med hjem.
Men alt i alt var tingene overskuelige.
Folkeskolen er en gammel fætter med 200 år på bagen, og den er i løbende - og lige nu rivende - udvikling. Men nogle vil også frygte afvikling, for privatskoler skyder op over alt.
Nu er det nu ikke så voldsom slemt her i området, og for tiden festes der på en række skoler, for de så dagens lys for mange år siden. Dengang Vejle ændrede sig mod forstaderne. Novaskolen - den som de fleste husker som Nørremarksskolen - er lige rundet 60 år, og Petersmindeskolen på Uhrhøj runder i disse dage 50 år. To store skoler, der trofast har holdt ved og udviklet sig gennem de mange år. Sidste år fejrede blandt andet Højen samt Øster Nykirke Skole i Vonge 50 år, så mange af skolerne er bygget i den tid dertilbage.
Min egen skole, Nyboesgade Skole, var ældre og er forlængst blevet lukket, endda selvom der dengang vel var over 500 elever på skolen for snart 30 år siden, så ikke alle skoler overlever tidens ubarmhjertige udskilningsløb.
Men folkeskolen som helhed skal nu nok klare sig, selvom der dog er faresignaler på skolevejen. Skolereformen er tænkt som det skud vitamin, der skal få folkeskolen sund og rask gennem den både nære og fjerne fremtid, men nutiden er nu noget vingeskudt. Lektiercaféer der måske virker, måske ikke. Lærere der ikke kan nå at forberede sig. Inklusionens ufattelige udfordringer. Og så er der kommet meget lange skoledage, nogle gange til klokken 16.30, og dermed er eleverne længere i skole end forældrene sikkert er på arbejde.
Børn og unge skal være børn og unge på egne præmisser. Bare i ny og næ. Ellers går det ikke bare galt, det kommer til at gå grueligt galt. Hvis børn og unge ikke har tid og overskud til at lege eller slappe af, så får vi halve mennesker, og det er vist ikke meningen.
Så jo, faresignaler er der nok af, men skolen som skole skal nok finde sit leje.
Men simpelt er det ikke længere at gå i skole. Som barn skal man skal gå længe i skole, man skal bevæge sig undervejs gennem dagen, man skal lære via understøttende undervisning, man skal have læringsmål, man skal.....ja man skal vildt meget, og derfor har hverken lærere eller børn tid til at være lærere eller børn.
Tænk sig, der var engang, hvor skoleelever var børn. Nu er de skoleelever og intet andet.
Børn kan de være, når de bliver gamle