Mad og rent vand til børn i nød
Red Barnet søger indsamlere til landsindsamling søndag 6. september.
Indsamlingskoordinator i Red Barnet i Skanderborg, Janni Jensen, har fået mange henvendelser fra borgere, som gerne vil sætte en lille del af søndagen af til at hjælpe de små ude i verden, men der er stadig brug for flere indsamlere.
”Vi opfordrer til, at børnefamilierne melder sig og får et par gode timer på en selvvalgt rute. Det er en fin måde at løfte blikket lidt fra vores egen forholdsvis privilegerede hverdag og give en hånd til dem, der har det svært og man bestemmer selv, hvor længe man vil være afsted. Der er en lille børneoverraskelse i indsamlingsposen samt lidt lækkert fra vores lokale Kvickly og føtex”, fortæller Janni Jensen.
Man kan melde sig som indsamler på www.redbarnet.dk, ved at sms'e TILMELD til 1414 eller ved at ringe på 30123112. Man kan også henvende sig direkte til lokalafdelingen via mail til jannijensen@hotmail.com eller møde op ved udleveringen af indsamlingsbøsser i Kirkecentret i Skanderborg søndag d. 6. september mellem 10 og 11.
Ved landsindsamlingen denne gang fokuseres indsatsen på børn, som er fanget i katastrofer. En indsamler får i gennemsnit ca. 1000 kr. i indsamlingsbøssen og dette beløb rækker til for eksempel mad til en familie i en hel måned, rent vand til 65 familier i en måned eller medicin til ikke mindre end 100 børn.