Fortsæt til indhold

Ny privat dagplejer åbner i 8541-område

Ida Setterlund vil tilbyde pasning til Løgten-Skødstrup-børn i sit hjem med plads til fire børn

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

En ny privat dagpleje har slået dørene op i 8541-området.
Navnet er 'Idas Dagpleje', og bag det nye pasningstilbud står 36-årige Ida Setterberg. Stedet ligger ikke i selve Skødstrup men på adressen Nabovej 26 mellem Balle og Lindå.
Hun er uddannet skolelærer og har arbejdet med børn i 9 år.
Men efter endt barsel har det været et stort ønske at få mere tid med sit tredje barn, Eva, og med en pasningssituation, der ikke er optimal i Skødstrup-området, hvor ventelisten er lang og mange børn bliver pendlet ud af området, var beslutningen om at kaste sig ud i livet som privat dagplejer ikke svær.

God tid

“Det er en klar prioritering, at jeg vil have god tid med mine egne børn. Derfor lukker dagplejen også klokken 16. Eva har to store søskende, men alle børn har godt af at slappe af hjemme ovenpå dagens oplevelser. Jeg ved, at det adskiller sig fra andre institutioner, men nogle af mine private kollegaer i Dagplejen Friheden og i Lystrup Dagpleje har samme åbningstider, så forældrene findes derude,” fastslår hun.
Lige nu viser tal fra kommunen, at godt hver femte barn pendles ud af Skødstrup hver dag, fordi der ikke er pasningspladser nok i vækstområdet.

Ledige pladser

“Jeg har stadig to ledige pladser her hos Ida's Dagpleje har, og det bliver spændende at se hvilke heldige forældre og børn, der får pladserne. Det er ikke fordi, der er noget i vejen med vuggestuer, og der er uddannede pædagoger, og det er alt sammen godt. Jeg synes bare ikke, der er den samme ro og tryghed som hos en dagplejer. Man parkerer ikke bare sine børn her, men bliver mere aktivt involveret,” siger hun.