Dressur-landshold skærpede chancerne i Hinnerup før EM
Det danske A-landshold i dressur for handicap-ryttere gæstede Hinnerup Rideklub
Lørdag 29. august var Hinnerup Rideklub (HIRI) rammen om en velbesøgt træningslejr for det danske A-landshold i dressur for handicap ryttere.
Det såkaldte Para-A-landshold lagde vejen forbi Hinnerup for en sidste afgørende træningssession, inden turen går til Normandiet i Frankrig, hvor der 25.-30. september afholdes EM.
De syv ryttere, hvoraf flere spås gode chancer ved EM, skulle hver især finpudse det svære samspil mellem hest og rytter.
Gentage takterne fra 2014
Landsholdet håber at kunne gentage de gode takter fra VM i 2014, hvor man opnåede en flot 5. plads i holdkonkurrencen.
Hinnerup Rideklub har et stærkt udgangspunkt for at huse landsholdets vigtige træningssession.
Stolt klub
Klubben har igennem en årrække nydt godt af den solide holdånd blandt de frivillige medlemmer, som muliggør den grad af service og organisering, der gør, at topryttere vælger Hinnerup som base inden vigtige stævner.
Hos Rideklubben er man da også stolte af at kunne facilitere sådanne arrangementer med så dygtige ryttere.
Klubbens bestyrelsesmedlem Ditte Seneca understreger da også de mange positive gevinster ved at huse eliten:
”A-landsholdets besøg sætter ridningen i perspektiv for mange af de unge ryttere, der med beundring kan se – og lære af – de teknisk dygtige ryttere. Der bliver udvekslet mange fif og erfaringer på staldgangen, som er uvurderlige for vores unge lovende ryttere her i Hinnerup.”
Venter med spænding
Særligt én af de lokale ryttere fra Hinnerup venter med stor spænding på resultaterne fra Frankrig. Sidsels grankusine Stinna Tulstrup deltager nemlig på A-landsholdet og skal bevise sit talent for EM dommerne sidst i september.