Fortsæt til indhold

Kom i topform efter fødslen

Ved at bruge baby som et træningsredskab og vægt kan man både komme i form og være sammen med sin nyfødte

Samfund
Michael Harsvik

Journalist og forfatter Sarah Galan blev mor for første gang sidste år til datteren Isabel.
I løbet af det første år afprøvede hun en idé, som hun og fotografen Camilla Stephan fik, længe før de selv fik børn:
De ville lave en bog om at komme i form efter en fødsel, som kunne bruges af nybagte mødre og deres babyer.
"Da vi selv fik børn, var det oplagt at følge projektet måned for måned og udvikle øvelserne undervejs," fortæller Sarah Galan.
"Min største udfordring efter fødslen var, at jeg gerne ville i form hurtigt. Samtidig kom det bag på mig, hvor svært det var at forlade min datter for eksempel for at gå i fittness-center. Jeg ville hellere træne samtidig med, at jeg var sammen med Isabel. Resultatet blev en række træningsøvelser, hvor jeg og Isabel 'træner' sammen. Det er utroligt så mange tumleøvelser, man kan lave, hvor mor kommer i form, og hvor baby samtidig morer sig rigtig godt."
Bogen er inddelt i en række kapitler, hvor man måned for måned får instruktion i, hvilke øvelser man kan lave sammen med barnet.
"Det vigtige er, at man finder sit eget niveau. Man skal tage det roligt og ikke få dårlig samvittighed over, at man ikke kommer i form med det samme. Jeg oplevede selv, hvor medtaget kroppen er efter en fødsel. Det tager tid for kroppen at komme tilbage i form igen," siger Sarah Galan, der opfordrer de nybagte mødre til at tage træningen i deres eget tempo:
“Selv trænede og tumlede jeg alt mellem 5 og 20-25 minutter om dagen med min baby, og det fungerede fint for mig,” fortæller hun.

Også øvelser til far

De mange øvelser i bogen kan vel også give inspiration til far?
"Det kan de sagtens. Far tumler jo en del vildere med babyen end mor gør, og det er rigtig fedt, at fædrene gør det. Og fædrene kan sagtens hente inspiration i bogen," siger Sarah Galan.