Kan man putte børn i kasser?

I forrige udgave af Lokalavisen Aarhus Weekend bragte vi en historie om pigen Cemille, der grundet den nye skolereform risikerer at gå glip af en plads på Flying Superkids-holdet. Fordi hun ikke kan nå til træning grundet de lange skoledage.
Skolereformen har måttet lægge ryg til meget, og jeg er sikker på, den i nogle tilfælde er særdelses værdifuld for de børn, der har gavn af faste rammer, skemalagt lektielæsning og som trives med, at alt er planlagt. Med hvad med alle de andre?
De børn, som ikke nødvendigvis har behov for at være sociale hele dagen. Eller de, der som Cemille, har en fritidsinteresse, der bevirker, at hun er nødt til at lave lektier senere? Eller dem, der enten keder sig i skolen og derfor laver ballade?
Som ansat i en virksomhed der for en stor del beskæftiger kreative hoveder med få undtagelser, så er det ret tydeligt, at man ikke kan skære alle over en kam. Derfor er nogle bedre til at få ideer, når de kører bil eller går tur med hunden. Og nogen skriver bedre i fred og ro, mens andre helst skal sidde i et overfyldt lokale, hvor det er svært at få ørenlyd. Hvis man skærer alle over samme læst, så ville man være godt dum og derfor er jeg også glad for, at chefredaktøren er god til at uddele frihed under ansvar.
Fordi han ved, at det, der gør folk gode, ikke er det samme. Derfor er det heller ikke de samme ting i skolen, der får eleverne til at udvikle sig. Og jeg tror ikke på, at kontrol og styring er det helt rigtige. Mange gange kan det faktisk være en rød klud på især drenge.
Jeg har tit fået fortalt en historie om et forældremøde, som en i familien var til for en del år siden. Mor til fire børn i samme skole. Hvor pigerne altid fik ros og drengene var nogle rødder. Specielt den mindste. Ved bemeldte forældremøde drejede det sig om den yngste af pigerne. Men moderen spurgte alligevel til familiens efternøler, knægten. Hvilket prompte fik læreren op i det røde felt.
“HAM! Tal ikke om ham. Han er så øretæveindbydende, at man har lyst til at tage ham og vende bunde i vejret på ham, mens man slår ham med en bog.” Lød kommentaren så. Samme unge havde det også med at kommentere undervisningen og komme med hvad lærere kaldte smarte bemærkninger.
Omtalte irriterende møgunge som mange ikke levnede mange chancer, fordi han ikke lavede lektier, med mindre det var noget han interesserede sig for, og ikke lavede noget mellem 4. og 7. klasse, er i dag direktør i et stort firma, hvor han har trimmet virksomheden til at være særdeles indtægtsgivende. Jeg har selv gået i skole med en fyr, der intet lavede før sidst i gymnasiet. Og som er svært ordblind. I dag er han professor på af de bedste uddannelsessteder for ledere i hele verden og modtager af Eliteforskprisen. Samt en ledelsesguru, der hele skoletiden var, som han selv udtrykker det, en ballademager, der ikke fik de bedste karakterer.
Det der fik førnævnte professor til at “tage sig sammen og blive til noget” var en fjumrerejse til et 3. verdensland, hvor han fandt ud af, han ville være læge og redde folk der. Han indså dog hurtigt, at han for at kunne det, hellere måtte studere økonomi, så studiepapirerne blev videresendt til politstudiet..
Så spørgsmålet er hvem i skolen man egentlig hjælper mest med den nye skolereform, og hvor mange man skubber fra sig?
Skal vi ikke prøve også at give lidt plads til dem, der ikke kan skemalægges fra otte til 16?

Med venlig hilsen
Ina Bjerregaard
Weekendredaktør