Stegt flæsk og Kandis
Tradition fornyes under Hammel Hestemarked. Sildebord søndag afløses af stegt flæsk, persillesovs og Kandis til
Kandis med stegt flæsk og persillesovs bliver nu søndagens trækplaster fra klokken 10.00-18.00.
De traditionelle sildepiger er udnævnt til flæskepiger.
“Men jeg kalder dem altså Per-silde-pigerne,” griner Per Bøving, der i mange år har haft den store finger på koncert og underholdningspulsen under Hammel Hestemarked.
Nationalret og Kandis
“Ved at servere Danmarks nationalret sammen med Kandis for samlet 100 kroner, så håber vi det kan løbe rundt. Det har ellers kostet os penge hvert år,” fortæller Per Bøving, der hvert år nænsomt forsøger at forny traditionerne omkring Hammel Hestemarked.
Vil du kun høre Kandis i HIC Arena, kan du komme ind for en halv hund, og er du til stegt flæsk med persillesovs, så skal du af med en halv hund mere.
“Der er kun 500 kuverter, og vi håber at publikum tager ideen om Danmarks nationalret og Kandis til sig.”
Det er Lina Damgaard fra Inside/Upstairs der står for at lave de 500 portioner stegt flæsk med persillesovs, men de tidligere sildepiger får ny titel til flæskepiger og har igen æren af, at servere maden.