Strandekspedition i ankelhøjde i Skæring
Naturhistorisk Museum arrangerer guidet tur på Skæring Hede
Der sker noget for hele familien, når Naturhistorisk Museum søndag 6. september klokken 10 til 13 inviterer til smådyrsjagt i området ved Mindelunden på Skæring Hede.
Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.
Børnevenligt lavt vand
Området ved Mindelunden byder både på skov, hede og ikke mindst strand med børnevenligt lavt vand. Og på landjorden er der masser af edderkopper, mariehøns, biller og sommerfugle, der får det hele til at krible og krable.
Derudover indbyder det lave vand ved stranden til at fange småfisk som tangnåle, kutlinger, ålekvabber i tangbuskene og selvfølgelig krabber, rejer og søstjerner.
To turledere
På turen opretter turlederne Julie Pedersen og Benjamin N. Bording en base på et lunt sted, og sammen børnene går de på småvildtsjagt og undersøger naturligvis dagens fangster.
”Vi fanger dyrene i vandet og putter dem i små akvarier, hvor vi fortæller fakta og sjove historier om dem. Derudover kan deltagerne komme helt tæt på livet under vandet med vandkikkerter, og måske se krabberne løber hen over sandet eller en fisk svømme fordi. Der bliver også mulighed for at finde spiselig tang og studere det,” fortæller turguide og bioformidler, Julie Pedersen fra Naturhistorisk Museum.
Naturhistorisk Museum stiller masser af fangstgrej til rådighed og har opslagsbøger med, så deltagerne også selv kan finde viden om de dyr, som de fanger.
Madpakke og badetøj
Arrangøren opfordrer at huske badetøj, hvis vejret er til det og også gerne en madpakke og kaffe.
Der er mødested på parkeringspladsen på Skæring Hede/Mindelunden på Åstrup Strandvej, 8250 Egå.