Fanget i Festugen

Bægeret flyder over, da jeg bliver kaldt fascist, idet jeg beder en fuld idiot om at dæmpe sine tirader mod Fogh-regeringen, som han højlydt sad og gylpede ud over en tom gade søndag nat.
Lige foran mit soveværelse.
Jeg overlever ikke dette en uge endnu, så jeg må gøre noget drastisk.
If you can't beat them, join them, lyder et gammelt mundheld.
Det er øltelt-folket, som volder mig størst problemer, så jeg starter med at assimilere mig der.
Jeg rammer det nærmeste øltelt og sørger for at se utilregnelig ud og krænke folks intimsfærer, så jeg passer ind, og det ser ud til at virke.
Oppe i baren vælter jeg ind i en ligesindet, og vi holder øjenkontakten så længe, at det bliver ubehageligt.
“Det lyjer feee',” siger jeg, og gestikulerer op i retning af scenen, hvor et band spiller 'Mustang Sally' for gud ved hvilken gang denne dag. Jeg spilder naturligvis øl på ham, som kutymen er.
“Ræddi feee',” siger han og spilder tilbage på mig. Vi nikker og går over til hvert vores bord med piger, som er alt for unge til os, og gør dem ubehageligt til mode.
Turen går videre til tyrolerteltet, hvor jeg straks føler mig udenfor, da jeg ikke har en hat, som blinker. Et literkrus med fadøl hjælper mig ind i varmen, og snart sidder jeg ved langbord og synger ‘Ein proooosit, ein proooosit' arm i arm med et besoffent selskab.
“Sehr gemütlich,” siger jeg og forlader teltet, da bandets tyrolerudgaver af rock-ballader bringer stemningen til et punkt, hvor jeg ikke længere kan følge med.
Kortvarigt tilslutter jeg mig landets fremmeste hjerner, som er på pubcrawl i rusugen, men jeg mister hurtigt stemmen i forsøget på at stå på åben gade og råbe lige så højt som dem.
Jeg udser mig så et trafikalt knudepunkt, hvor jeg stopper op og gør ophold. Med åben mund og tomt blik, som vanen foreskriver det.
Jeg har dog ikke tid til at blive der længe, da jeg skal skynde mig ud og antaste ungdommen. Efter et par akavede afvisninger, beslutter jeg mig for, at dét var dét.
På vej hjem køber jeg en chili con carne, spiser halvdelen og smider resten på gaden - så mågerne har lidt at skrige over.
Herefter går jeg over og pisser på min hoveddør. Mens jeg synger TV-2 af mine lungers fulde kraft, naturligvis. Sådan gør os ølteltfolk.
Jeg når heldigvis at høre 'Mustang Sally', 'Proud Mary' og 'Himmelhunden' for fulde gardiner i mit soveværelse, inden jeg får mine fire timer på øjet.
Om lidt kommer gadefejerne, mågerne og skraldebilerne og byder mig godmorgen.
Da jeg næste morgen, i et anfald af Stockholmsyndrom, synger ‘riiiiiiide Sally, riiiiiide' under bruseren, tager jeg mit liv op til revision.
Jeg bliver nok aldrig jubelfan af Festugen, og det er vanvittigt anstrengende at være nabo til et øltelt.
Jeg overvejer også kort at flytte væk fra Pustervig, men det er bare så praktisk, når man skal ud og svine og råbe.
Jeg er dog blevet lidt mere tolerant overfor Festugen.
Jeg har mænget mig med folk, man normalt aldrig ser indenfor voldene. Ja, enkelte typer jeg ikke anede eksisterede, og størstedelen af gæsterne er glade, selvom de larmer og står i vejen.
Festugen er nok det mest mangfoldige, byen kan byde på.
Og så varer den gudskelov kun en uge.